Nordjysk jazz i Svanelunden

2006-10-06T00:00:00+00:006. oktober 2006|Kaj og familien|

Vi er medlemmer af jazzklubben i Hjørring – først og fremmest fordi Vinnie Ansø er kasserer, men naturligvis også fordi der ind imellem arrangeres meget spændende begivenheder. Fredag aften med New Orleans Delight i Restaurant Svanelunden blev en stor oplevelse. Et 8 mands orkester, der spillede rendyrket New Orleans musik. Orkestret er dannet i 1996 med klarinettisten Kjeld Brandt i front  af en dansk basisgruppe, der bliver suppleret med spændende udlændinge. I Hjørring trompetisten Derek Winters, der er englænder og meget forelsket i Bornholm. Han kunne virkelig få den rigtige sound frem. Desuden nedvirkede tenorsaxofonisten Sarah Spencer, som  jeg i første omgang troede var en mand, men efterhånden som aftenen skred frem, gik det op for mig, at hun var en pige. Men hun kunne blæse saxofonen frem, så man må tro, at hun vil være i stand til at løbe direkte op til toppen af Kilimanjaro. Orkestret var i sidste øjeblik blevet suppleret med en skolelærer fra Haderslev, der spillede fremragende på trombone. En spændende aften, hvor spisningen bestod af en pariserbøf og en flaske argentinsk rødvin, serveret af den flinke vært på Svanelunden. Værtsparret slutter til nytår, så må vi håbe, der kommer et nyt par af samme kvalitet.