Pighvar i Kvissel

2006-12-30T00:00:00+00:0030. december 2006|Kaj og familien|

Helle og Leif Frydkjær (læge emeritus i Kvissel) har indført den strålende tradion at invitere os til pighvar m.v. aftenen før nytårsaften sammen med Birthe fra Århus (Helles veninde). Kirsten og Poul Horsbøl kommer i den gamle Citroén kørende fra Nibe (får leveret en ny C4 engang i januar). Vi spiser pighvaren med stort velbehag, og husets Riesling bidrager flot. Leif serverer blommer i madeira som dessert. I år havde Helle købt en aldeles fremragende Mjød på fåremarkedet i København. Leif læser op og spiller for på det gamle klaver, der efterhånden trænger til en stemning, men vi overdøver fejltonerne.

 

I år var vi desuden inviteret ind til vores gode naboer Karen og Carsten, der havde fået den impuls idé at invitere nogle gode mennesker til en hyggeaften. Da vi kom hjem fra Kvissel, gik Lilly som den mest fornuftige direkte i seng, men jeg havde lovet Carsten at kigge ind, hvis der stadigvæk var gæster. Det viste sig, at hele selskabet var intakt, så jeg røg direkte ind i irsk kaffe og italiensk rødvin. Selskabet ville tilsyneladende ikke gå hjem, men endelig klokken 02.30 kunne jeg sidde sammen med Karen og Carsten og nyde en kop vin. Da jeg kravlede i kanen ved 3 tiden, kunne jeg fortælle Lilly, at jeg var faldet i et mindre pænt selskab, men det var svært hyggeligt!