Lillys bror Willy bisat i Kirke Værløse Kirke

2007-01-10T00:00:00+00:0010. januar 2007|Kaj og familien|

Willy blev i 2006 ramt af kræft og døde til nytårsaften i en alder af 66 år. Efter skolegang og lærling i Idskovs Isenkramforretning, Frederikshavn, læste han til HD i regnskabsvæsen. Smuttede en tur til Grønland på Thule basen for ingeniørfirmaet Wright, Thomsen & Kjær, hvor han efter hjemkomsten mødte Lisbeth, der også var ansat i firmaet. Jeg husker deres bryllup, der foregik i selskabslokalerne på Frederiksberg. Det blev en mægtig fest, hvor bondefamilien fra Frederikshavn mødte de veltalende Københavnere, men sjovt nok endte festen med, at alle forstod hinanden.

 

Lisbeth og Willy fik Gitte og Thomas og bosatte sig i Værløse. Willy blev regnskabschef på dagbladet Børsen og blev efterfølgende direktør på Børsens Nyhedsmagasin, hvor han havde et fortræffeligt samarbejde med redaktør Erik Rasmussen og senere med Christian Lund, inden han vendte tilbage til dagbladet som økonomichef. Han overtog senere aktiviteterne i Børsens Golf med at arrangere turneringer, golfrejser m.v. Et job, der blev fint forenet med hans store lyst til at spille golf. Sjovt nok var en af de baner, han satte mest pris på, banen i Hørmested, hvor han spillede mange bolde sammen med Poul i Stenhøj.

 

Sidst vi så Willy i fuldt vigør var i slutningen af juli måned, hvor vi alle var inviteret til Blokhus i det sommerhus, som de lejede hvert år. Han havde udviklet den tiltalende egenskab at være meget interesseret i vin, hvilket kom os til gavn og glæde.

Lisbeth ønskede bisættelsen i den skønne gamle kirke i Kirke Værløse, der er fra ca. 1.200 tallet opført i klassisk romansk stil. Præsten holdt en fin tale med en flot balance mellem omtale af døden i almindelighed og Willy i særdeleshed. Kirken var fyldt med kollegaer, venner og familien, der efterfølgende blev trakteret i sognegården. Den nære familie var derefter inviteret til hjemmet i Værløse, hvor vi fik talt med Lisbeth og børnene/svigerbørn m.v. inden hjemturen til Frederikshavn. En meget flot og værdig bisættelse, som Lisbeth kan være stolt af.