Netværket Højt til Loftet i Frederikshavn havde besøg af Folketingets formand

2019-01-17T11:55:37+00:0016. februar 2007|Ledelse og kommunikation|

I Frederikshavn er der to netværk af ledere fra den private og offentlige sektor. Det ene hold har titlen “Himmel og Hav” opkaldt efter Franks restaurant på toppen af Siloen. Det andet hold fik naturligt navnet “Højt til Loftet”. Sidstnævnte havde besøg af Folketingets formand Christian Mejdahl, der mødte kl. 08.00 i Siloen. Lisbeth Steen serverede morgenkaffen, hvorefter Christian Mejdahl holdt 1 times indlæg om rigets situation. Deltagerne gik derefter igang med at formulere samtaleemner, medens Christian Mejdahl og undertegnede fik formiddagskaffe sammen med Kaj Christiansen, FME, der fortalte om siloen, værftet, Clinton m.v. Vi var så heldige, at anlægschef Jens Lyngby, FME, havde fødselsdag, så vi fik en lille Frederikshavner Bjesk til kaffen.

 

 

Efter denne sjældne oplevelse blev der to timers samtale mellem netværksdeltagerne og Christian Mejdahl, der er en sand mester til at snakke med folk, så det blev en fin formiddag for os alle. I bogen “Med formandens tilladelse”, fortæller Christian Mejdahl, at han altid har hældt rødvin i køerne, når de havde dårlig mave. Med min interesse for vin var det naturligt at købe en magnum flaske af Den med Tyren, som han fik med hjem. Men desuden fik han en flaske Chambertin Clos de Beze, der var Napoleons yndlingsvin. Nu er det sjældent, at Eva og Christian Mejdahl drikker andet end altervin, men jeg foreslog ham, at de ved en god lejlighed skulle drikke Chambertinen og for guds skyld passe på ikke at forgribe sig på Den med Tyren.