1. forårsdag i Skiveren hos Marianne og Anders

2007-03-31T00:00:00+00:0031. marts 2007|Kaj og familien|

Marianne og Anders holder påskeferien i sommerhuset i Skiveren og ankom fredag den 30. marts. Vi mødte op allerede om lørdagen, hvor Anders kørte Marianne, Lilly og undertegnede til Kandestederne, hvorefter vi gik langs stranden tilbage til Skiveren i strålende solskin og medvind. En tur på 1 time og tre kvarter.

 

Ved ankomsten til sommerhuset serverede Anders først grillpølser og norsk pandekage (luffe) og derefter lam fra slagter Winther i Hirtshals. Middagen foregik ude på terrassen i strålende sol og læ. Når dertil kom en dejlig flaske Gevrey Chambertin 99 og 1 flaske Gevrey Chambertin Estournelles St. Jacques 2000, blev det en pragtfuld start på årets sommerhusliv.

 

Søndag formiddag startede vi så Alfaen for at møde Annette i Vejle, hvor hun kom med Marie og August, der skal holde påskeferie i Nordjylland. August blev læsset af hos Bente og Poul i Sæby, medens Marie kom med os hjem. På tirsdag fylder August 8 år, hvilket fejres i Sæby.