Venner af Tordenskjold: Udflugt til Aalborg

2007-04-19T00:00:00+00:0019. april 2007|Kaj og familien|

Der er tradition for, at Venner af Tordenskjold holder en årlig udflugt til Aalborg. Vi startede med Villy som chauffør fra Flådestationen i Fr.havn kl. 09.00. For de morgenduelige havde KT medbragt dåseøl m.v.

 

Vi kørte til Lindholm Høje, hvor en fremragende guide fortalte om museets historie. Man er for øjeblikket i gang med en større udvidelse, der skal tages i brug næste år. Vi fik også en systematisk gennemgang af gamle skibstyper, og der var guiden virkeligt kommet i fagkyndigt selskab med de gode flådeofficerer.

 

Vi kørte derefter til Aalborg kaserne til frokost og efterfølgende indlæg af garnisionskommandanten, der fortalte om hærens nye organisation, hvor man har centraliseret fællesfunktionerne og prøver at flytte energien fra støttefunktioner til operative enheder. Målet er, at man er klar med 2.000 mand til indsætning i operationer, hvor Danmark skal deltage.

 

Vi ilede derefter til Aalborghallen, hvor Ernst Trillingsgaard (selv Ven af Tordenskjold) fortalte og viste rundt i det store og travle hus, hvor der nu er ansat 240 medarbejdere. Der var stor travlhed med konferencer, møder m.v., og Ernst skulle selv kl. 15 deltage i møde med nogle italienere, der på et senere tidspunkt evt. skulle holde et arrangement i Aalborg Kultur og Kongrescenter, som det hedder i vor tid. Bag scenen blev der serveret en afskedsbajer som afslutning på en meget vellykket dag.