Borgmester Erik Sørensen i nettet Mellem Himmel og Hav

2019-01-17T11:55:34+00:0025. maj 2007|Ledelse og kommunikation|

Vi var så heldige, at borgmester Erik Sørensen havde indvilget i at deltage i netværket Himmel og Havs møde i siloen. Jeg havde bedt ham om at holde et indlæg med titlen: “Hvad er meningen med Frederikshavn kommune?”.

 

En uhyre veloplagt borgmster tog udgangspunkt i det visionsmøde, byrådet netop havde afholdt. Alle udsagnene fra mødet var endnu ikke blevet bearbejdet, så han havde benyttet lejligheden til at give administrationen en dead line for et udkast. som han kunne benytte til dagens møde. Kommunaldirektør Jane Wiis deltager i netværket, så han havde en god sufflør.

 

Jeg kan ikke her redegøre for de mange spændende ideer, men dog fortælle, at byrådet er indstillet på at tage initiativ til og følge op på erhvervsudviklingen og vil direkte være dagsordenssættende på områder som traditionelle erhverv (service, industri, maritime sektor, landbrug, turisme m.v.), hvor der er mange ideeer på beddingen. Oplevelsesøkonomi er også et tema, og her har Clinton givet blod på tanden. Det helt store hit kan også blive “vedvarende energi”, hvor Frederikshavn har tilbudt sig som modelby.

 

Endelig må jeg huske at skrive, at borgmesteren viste stor vilje til at samarbejde med de andre kommuner i regionen om erhvervsudvikling m.v. Deltagerne var noget interesseret i at bore i det gamle had/kærlighedsforhold til Hjørring kommune, men her kunne Erik Sørensen berette, at han var i fin dialog med borgmesteren i Hjørring, og at man på mange andre fronter har et fint samarbejde. Jane kunne bekræfte, at man også på det administrative plan var i god samtale, hvilket også er bekræftet af Jesper Christensen, kommunaldirektør i Hjørring, der deltager i netværket Mellem Kyst og Land. Stor tak til borgmesteren for en spændende formiddag.