I Tivoli og på Hven

2007-06-09T00:00:00+00:009. juni 2007|Kaj og familien|

Efter en dejlig aften hos Jette og Preben i deres sommerhus ved Kirke Stillinge Strand kørte vi lørdag formiddag til København og oplevede 1 times stau på motorvejen ved Solrød m.v. En daglig begivenhed for Københavnerne.

 

Det var første gang, vi skulle opleve Annette og Pers nye lejlighed i Charlottehaven, hvor børnene har fået egne værelser, og der er tagterrasse med udsigt til Øresund. Da der var 28 – 30 grader blev det rigtigt udnyttet. Men først var Lilly og jeg i Tivoli med Marie og August. Mormor købte turkort til hende og børnene, medens jeg dog kørte i radiobil med August. Lilly var hyperaktiv og jublede over rutchebanen m.v. Turen afsluttedes med besøg i Franks nye butik – “Taste Please” – på Rådhuspladsen, hvor der handles med økologiske varer.

 

Om søndagenvar det oplagt at udnytte det gode vejr til en sejltur på Øresund, så Per startede Barbaresco II, og vi sejlede til Hven, hvor vi ankom til frokost. August var ekspert og købte omgående en røget sild, makrel og laks, der smagte pragtfuldt. Efter måltidet ville børnene og Per ud at bade, hvorefter Lilly, August og undertegnede spadserede en tur på øen, hvor der på nordsiden var en pragtfuld udsigt til Helsingør og Helsingborg. Vi sluttede på Kirkebakken, inden den stejle nedtur ned til havnen, hvor der var en sild, der råbte Lilly og Kaj. Det viste sig at være Hanne Kjær, der var på Hven med familien, naboer m.v.

 

På hjemturen satte Per sejl, så Lilly kunne opleve sejlturen uden motorstøj. Marie faldt i søvn og var dermed hyperfrisk om aftenen, hvor vi andre var noget møre af den friske havluft og den stærke varme. Men et glas rosé gjorde underværker. Mandag morgen fulgte Lilly Marie til bussen, medens Annette og jeg fulgte August i skole, inden vi kørte til Jette og Preben.