Åbningskoncert Vendsyssel Festival i Frederikshavn Kirke

2007-07-08T00:00:00+00:008. juli 2007|Kaj og familien|

Åbningskoncerten ved Vendsyssel Festival 2007 var henlagt til Frederikshavn Kirke, hvor der var velkomst ved formanden for Vendsyssel Festival, Jørgen Boe, Hjørring, der skældte ud på den borgerlige regering. Åbningstalen var ved formanden for Toppen af Danmark, borgmester Erik Sørensen, Frederikshavn, der blandt mange gode ting fortalte, at Frederikshavn er Åben for Verden.

 

Musikken var lagt i hænderne på Taipeh Philharmonic Orchestra Sinfonietta, der havde taget rejsen helt fra Taiwan. Ensemblet bestod af 4 herrer og 9 damer, der betjente 9 violiner, 2 celloer og een kontrabas. De spillede violinkoncert af Mendelssohn-Bartholdy, rumænske danse af Bartok og flere små numre, inden afslutningen med en serenade af Suk.

 

Der var nu ingen grund til at sukke, idet der blev spillet igennem fra første sekund, og jeg hørte ikke antydning af fejlstrøg i de to timer, som koncerten varede. Normalt er der mange mennesker til åbningskoncenten, men i år var antallet begrænset. Til gengæld var begejstringen stor og bifaldet højt, hvilket fremkaldte ikke mindre end tre ekstranumre, så vi fik da noget for pengene.

 

Apropos pengene, så har Lilly som sædvanligt købt et blåt kort til kr. 750,- der giver adgang til alle sommerens koncerter for indehaveren med ledsager.