Operaaften i Sæby musik- og kulturhus

2007-07-23T00:00:00+00:0023. juli 2007|Kaj og familien|

I dag har vi haft besøg af Inge Pranger Pedersen, Aalborg. Efter en udsalgspræget eftermiddag kørte vi til Sæby for at opleve en operaaften som led i Vendsyssel Festival 2007. Det var første gang vi besøgte det nye center med bibliotek, svømmehal, musik- og kulturhus. Altsammen en del af afviklingen af den gamle Sæby Kommune og til stor glæde for os alle i Frederikshavn kommune.

 

Formanden for Vendsyssel Festival, Jørgen Boe, strålede over hele kroppen, idet der var helt udsolgt til aftenen med sopran Tina Kiberg, baryton Guido Paevatalu, der på trods af navnet er født i Aalborg og på klaveret Tove Lønskov, der virkeligt kom på 2 timers hårdt arbejde.

 

De veloplagte sangere optrådte med sange fra operaen Macbeth af Verdi, operaen La Traviata af Verdi, operaen Tannhäuser af Wagner, Don Juan af Mozart, Tosca af Puccini, Barberen i Sevilla (der blev lige så varmt som i Sevilla) af Rossini, fra operetten Flagermusen af Johann Strauss og endelig fra operaen Tryllefløjten af Mozart. Det blev en stor aften, hvor alle tre optrædende var top professionelle. Det samme kan ikke siges om sceneopbygningen og udsmykningen heraf. Det gjorde de bedre i Ugilt Forsamlingshus for 50 år siden!