Til Kirsten og Johns bryllup i Raabjerg Kirke

2007-08-18T00:00:00+00:0018. august 2007|Kaj og familien|

For første gang i mange år var vi til bryllup. Kirsten og John Christensen havde efter mere end 10 års tilløb inviteret til bryllup i Raabjerg Kirke. Vielsen blev foretaget af en ung præst fra Skagen, der var humørfyldt og dog seriøs. Sognepræst i Frederikshavn Kirke, Laurids Korsgaard, er som flådepræst på øvelse med et krigsskib til Cap det Gode Håb, så det var langt at rejse for at blive gift. Men det gik fint.

 

Kirken var flot pyntet og næsten fyldt. John sagde ja på det rigtige tidspunkt, og Tina Siel afsluttede med en smuk solosang. Alle kørte derefter til sommerhuset i Napstjert, hvor der blev serveret champagne i klitterne. Festen i det flot pyntede telt blev en grand succes.

 

 

En vel tilrettelgt bordplan gjorde, at alle var meget tilfredse med placeringen. Knud Erik Trane underholdt ved det elektroniske klaver, Andemad leverede en frisk buffet, hvortil der blev serveret Riesling reserve 2004 fra Trimbach, Ch. Hanteillan (Cissac) 1990 og en 1. cru Sauternes 1990. Alle vinene var perfekte, så der blev ikke spyttet i glassene.

 

John holdt en kærlig tale til Kirsten og svigermor, der havde fødselsdag og derfor fik et billede af verdens bedste svigersøn (altså af John). Der var underholdning  af Tina Siel, 2 lokale vendelboere for ikke at tale om sangkoret fra Frelsens Hær anført af Ole Vejling. Afskedssuppen var fortrinlig, så vi var en række glade gæster, der forlod Napstjert i en sen nattetime efter den dejlig dag.