Åbningskoncert med Aalborg Symfoniorkester

2007-09-12T00:00:00+00:0012. september 2007|Kaj og familien|

Efter en eftermiddag på AAU med planlægning af næste års program for ledernetværkene, gik Lilly og undertegnede til koncert med Aalborg Symfoniorkester.

 

Vi nåede introduktionen til aftenens koncert ved Rolf Ruggaard, der til daglig underviser på Nordjysk Musikkonservatorium. Han havde inviteret Poul Elming, der fra 1. september er musikchef i Aallborg Symfoniorkester. Han fik lejlighed til at fortælle lidt om planerne for de kommende år og fortalte bl.a., at han ikke selv vil optræde som tenor, men iøvrigt agter at satse på gode forhold for orkestret, da han af egen erfaring ved, hvor meget et godt arbejdsklima betyder. Han ser gerne 30 mand flere i orkstret og et nyt musikhus. Begge forhold en nødvendighed for at skabe verdens bedste symfoniorkester, men lad os nu se.

 

Rolf Ruggaard nåede næsten ikke at introducere aftenens koncert med Matthias Aeschbacher som dirigent, der forøvrigt har forlænget kontrakten som chefdirigent frem til 2010. Det kom forøvrigt frem ved introduktionen, at man samler penge ind til køb af en verdensklasse violin til orkestrets koncertmester. En fremragende idé, der blev synliggjort ved Trio con Brio, hvor de to strygere spiller på kostbare mesterinstrumenter. Soo-Jin Hongs violin er en Andrea Guarneri og søsteren Soo-Kyung Hongs cello er en Amati. Hertil kan tilføjes, at trioens pianist, Jens Elvekjær, var den første dansker, der blev udnævnt til Steinway artist. De spillede en smuk tripelkoncert sammen med orkestret.

 

Aftenen indledtes med en hypermoderne koncert af Poul Ruders, der er født i 1949. “Concerto in pieces”. Men takket være den korte introduktion, fik jeg for en gangs skyld lidt fat i den moderne musik, der blev spillet over 10 temaer og variationer.

 

Aftenen sluttede med Johs. Brahms Symfoni nr. 1. Det blev også en overraskende positiv oplevelse, idet vi ved introduktionen var blevet fortalt, at der ville være en skiftevis faldende eller stigende treklangsbevægelse. Det kunne opfattes i forskellige variationer. Genkendelsens glæde var stor. Vi glæder os allerede til næste koncert.

 

På vejen hjem kunne vi i radioen høre, at vi havde udraderet Lichtenstein med 4-0.