Ankomst til Montner

2019-01-16T14:26:11+00:006. oktober 2007|Kaj og vin|

Vi startede køreturen til Montner med at købe 6 fl. Cairanne. Lilly benyttede lejligheden til at besøge damefrisøren, hvorefter vi havde en meget flot køretur ned gennem Rhônedalen.

 

Vi har i mange år taget vejen til venstre mod Provence, men denne gang drejede vi til højre med retning mod Spanien. Da vi kom til Narbonne,  kørte vi op på La Clape for at Lilly kunne se, hvor jeg havde været i 1985 sammen med Preben for at købe julevin hos Delomombe til Sigurd Müller Vinhandel. Vi kørte også ned til la plage for at se det ydmyge hotel, vi boede på i 1985. Der er forøvrigt sket en fantastisk udbygning af hele kystområdet ned til Spanien. Der må være kaos i sommerperioden.

 

Derefter satte vi kursen mod Montner, 25 km vest for Perpignan nær Middelhavet, Pyrenæerne og den spanske grænse. Her købte Peter Kordt for ca. 15 år siden et hus. I byen er der ca. 300 indbyggere og ingen butikker, restauranter, caféer osv. Dog kommer der en bager hver dag ca. kl. 09.00. Han stopper 3 steder i byen og giver signal som en anden Hjem Isbil. I den lille by er 31 huse ejet af danskere, så der er en hel dansk koloni. Peter Kordt var ankommet aftenen før. Vi tilbragte en aften sammen med ham, inden han næste dag kørte til Cahors.

 

   

 

Vi nåede forinden en lille køretur, så vi fik snuset til atmosfæren. Vi spiste middag på terrassen i det gode vejr og startede med foie gras og Pinot Gris fra Trimbach (moderens 100 års vin). Preben havde købt en forrygende flot kødklump, der blev grillet på terrassen. Dertil dejlig rødvin fra Jean Grivots 2001 Les Lavieres, Nuits St. Georges samt en 2001 Cairanne.