November har været een stor fest (næsten)

2007-11-18T00:00:00+00:0018. november 2007|Kaj og familien|

Vi har været til så mange fester m.v. hidtil i november måned, at jeg ikke har haft tid til at skrive om de enkelte begivenheder. Hermed lidt af det forsømte:

 

And hos Jette

Lillys damefrisør, Jette Andersen, fik for ca. 9 måneder siden den gode idé at invitere os til middag sammen med 3 par gode venner. Kalenderne var imidlertid så fortravlede, at vi måtte frem til november, før alle var i stand til at deltage. Til gengæld var det en dejlig aften med flot mad og megen snak. Jette serverede foie gras, andesteg og ostebord. Hertil fik vi Chablis, Pinot Gris og Cairanne m.v. En flot aften, hvor vi allerede glæder os til næste år!

 

Turis fødselsdag

Selv om man ikke kan tro det, fylder Turi (gift med Ib) også år engang imellem og benyttede lejligheden til at invitere til fødselsdagsfest på Gråanden. Når jeg har ånden over mig (det sker for sjældent) har jeg lyst til at skrive lidt knækprosa. Læs mit knækprosarim til Turi:

 

Kære Turi

 

Tak for en flot festaften på Gråanden,

der startede så fornemt med champagnen.

 

Maden og vinen var flot kombineret

og blev ikke af taler spoleret.

 

Sangen med dig i flot positur

har vi hængt op over Lillys komfur.

 

Vi fik også danset til levende musik af trioen fra MAN,

der spillede så flot med rytme og sang.

 

Og da aftenen sluttede med suppe kl. to,

var vi også parate til at gå til ro.

 

Kærlig hilsen fra

Lilly og Kaj

 

 

And hos Inger og Jes

Der er en god tradition for, at vi holder Mortens Aften hos Inger og Jes på Sæbyvej. I år var det lige ved at blive en fiasko, for midt under andestegningen, løb Inger tør for gas. Reserveflasken var naturligvis tom, men til alt held fik de i sommer et udekøkken på den nye terrasse. Vejret var imidlertid så dårligt, at det kun kom i brug 2 gange, men blev nu pakket ud og reddede anden med tilbehør. Det fejrede vi med dejlige vine, bl.a. en af Jes’ favoritvine Ch. Palmer (engelsk admiral el. lign.) og en anden stor vin Ch. Rausan Gassies.

 

Valgaften 

På valgaftenen var vi inviteret over til Lise og Lars på den anden side af vejen. Med et pragtfuldt oste- og pølsebord med lidt for mange flasker rødvin, fejrede/sørgede vi over valgresultatet. En passende måde at fejre valget på, som gerne må blive en tradition.

 

Arbejdsdag i Aalborg

Lilly kørte med til Aalborg i torsdags, hvor hun havde lejlighed til at ose i byens butikker, medens jeg havde møder med direktøren for Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach, om deltagelse i netværket Vild med Verden. Vi kan glæde os til at høre om Lars’ helt utrolige historieviden.

 

   

 

Min gode ven Karsten Siemensen bød på frokost. Karsten er tidligere kommunaldirektør i Frederikshavn m.m., men er i dag direktør for Beskæftigelsesregion Nordjylland. Han er medlem af netværket Mellem Himmel og Hav, der holder møderne i Frederikshavn. Dermed holder han kontakten med gamle venner.

 

Endelig var der møde med hotelejer Lars Kæp Jensen, Rold StorKro, om deltagelse i Vild med Verden. Vi benyttede lejligheden til at spise en dejlig middag med kammuslinger og and i flere udgaver ledsaget af en flaske St. Esthephe, hvorefter vi kørte til koncert med Aalborg Symfoniorkester.

 

Koncert med Aalborg Symfoniorkester

Vi havde glædet os meget til koncerten, der havde Anna Dahl, bratsch fra Aalborg Symfoniorkster og Hanne Fischer, mezzosopran, fra Det Kongelige Teater som solister. Man kan roligt sige, at koncerten blev holdt i den mørkere del af skalaen med sange og orkesterværker, hvor grundtonen var melankolien, smerten over livet og døden som en realitet for de (endnu) overlevende. Jeg tror, vi var for trætte og mætte. Det blev en stor skuffelse, der bekræfter den gamle tese, at når forventningen bliver større end oplevelsen, går det galt. Det skal alle de gode aktører ikke lide under, så jeg vil gøre som min gode ven, Jens Ole i Nordjyske Bank, har lært mig (og han har lært det af sin moder), at når man ikke kan sige noget godt om noget, skal man holde sin mund. For nu lige at bekræfte, at det var os, der ikke var klar til det sørgmodige, kan jeg fortælle, at Nordjyskes Tore Mortensen gav koncerten 5 stjerner ud af 6 mulige!