Frokost ved Tversted Søerne

2007-12-31T00:00:00+00:0031. december 2007|Kaj og familien|

Der er tradition for, at vi mødes med Helle, Leif og Birthe ved sommerhuset i Skiveren kl. 11.00. Vandrer derefter gennem Tversted Klitplantage ad den blå sti frem til Tversted Søerne, hvor vi har en bestemt plads ved et bord lige op af søen. Helle har medbragt sild i flere udgaver, pølser, rullepølse, æg, leverpostej, filet osv., osv. Leif har brygget porsebjesk. Det hele smager fantastisk ude i naturen ved 0 – 3 grader.

 

   

 

I år var vejret perfekt. Ikke en sky på himlen, og vi var i læ for vinden. Den fik vi dog at føle, da vi kom ned til stranden, hvor den kolde nordenvind gik gennem marv og ben. Vi kravlede derfor op i klitterne, der forøvrigt er blevet noget medtaget af Vesterhavet, der har ædt sin del af klitrækken. Præcis kl. 14 var vi tilbage ved sommerhuset i Skiveren efter en perfekt oplevelse.