Juletur til London

2007-12-07T00:00:00+00:007. december 2007|Kaj og familien|

Vi har i flere år gået og ønsket os en juletur til London. Nu fik vi chancen, da Best Travel udbød 3 dage til kr. 2.500 pr. person, incl. fly, hotel m.v. Og samtidig stod der i avisen, at Dronning Margrethe skulle til London på juleindkøb. 

 

Vi tog chancen og startede i mandags fra Aalborg kl. 19.05. Flyet gik 19.03 og sådan fortsatte hele turen. Ingen ventetider nogensteder. Det hele var præcist. I aftes landede vi 23.04 i Aalborg. Eet minut for tidligt!

 

Vi boede naturligvis beskedent, men med en god seng, et fint badeværelse og et dejligt morgenbord, så det gik glimrende. Vi købte dagskort til underground’en og spadserede mange mil for at se Bond Street, Carnaby Street, Kensington High Street, Oxford Street, Picadilly, Regent Street osv. 

 

   

 

Jeg er selv mest optaget af de store gamle varehuse såsom Dickins & Jones, Fortnum & Mason, Harrods, Liberty, Selfridges (hvor Anne Marie og Konstantin forøvrigt var på indkøb),  og så er Hamleys legetøjsforretning fantastisk. En nyskabelse er store IT forretninger, hvor især mobiltelefonerne stormer frem med nye integrerede løsninger.

 

Vi nåede dog også lidt kultur, bl.a.  besøg på Dali museet i Old County Hall på sydsiden ved Westminster Bridge. I år lykkedes det at få billetter til MamaMia. En dejlig oplevelse med de skønne Abba melodier. Jeg mener at have læst, at tilskuerne synger med, men det var desværre ikke tilfældet undtaget i eet tilfælde, der til gengæld lød forrygende godt. Desværre var det ikke muligt at få billetter til nogen form for klassisk musik. Så det har vi tilgode.

 

Vi sluttede af med besøg hos Harrods, der har det image, at man kan købe alt, der kan købes for penge. Vinbutikken lever op til myten. Romaneé Conti til kr. 50.000 pr. flaske, Petrus, Montrachet – ja, det hele er der. Lilly nøjedes heldigvis med at købe en taske som julegave til sig selv.

 

   

 

Det bedste ved hele turen var den fantastiske venlighed, vi mødte. Aldrig har vi mødt så mange venlige, smilende, rare, hjælpsomme og engagerede mennesker som på denne tur. Man kan roligt sige, at servicekulturen er indført i London.

 

Nu må jeg endelig huske at femhæve rengøringskulturen, der ikke fandtes for 40 år siden, hvor man nærmest vadede i skidt. I dag rykker renovationsbiler ud ved midnatstide. Små maskiner tøffer rundt og fejer og samler op. Hotelværelset er rengjort, og damen i receptionen er så flot, at hun må kunne deltage i en skønhedskonkurrence. Jeg har kun een ting, der ærgrer mig lidt, og det er, at vi skulle have været der en uge før, så vi kunne have oplevet AaBs første halvleg mod Tottenham på White Hart Lane!