Reception hos Mekoprint: Divisionsdirektør Preben Larsens afgang

2019-01-17T11:55:33+00:007. december 2007|Ledelse og kommunikation|

Hjemkommet fra en dejlig tur til London kunne vi fortsætte det gode liv med en tur til Støvring, hvor Mekoprint havde arrangeret en indbudt reception i anledning af Preben Larsens afgang efter 20 år.

 

I 2001 byggede Mekoprint en ny fabriksbygning tegnet af Hennng Larsens tegnestue, og her var det Preben, der var projektansvarlig for byggeriet. Det blev et meget flot resultat med høje, rene, enkle, elegante og lyse rum. Uden at have nogen viden herom, må fru Ulla have været en god hjælp for Preben i dette forløb.

 

   

 

Det blev en flot afskedsreception med taler aF ejer Esben Kold, som jeg forøvrigt har kendt siden 1973 fra Karlskogavej i Aalborg, firmaets omstillingsdame m.v., der havde gode spørgsmål til Preben, borgmester Anni Winther, der takkede for Prebens store engagement i erhvervsudviklingen i Støvrig og nu Rebild kommune. Preben, der er 61 år, takkede for alle de smukke ord og for nogle fantastiske år hos Mekoprint og for samarbejdet med Esben.

 

   

 

Mange spørger, hvorfor han stopper nu, og jeg tror også, at Esben er meget forundret. Men Preben svarer konstruktivt ved at henvise til, at han har lyst til at opleve andre facetter af virksomhedsledelse. Min gamle ven, afdøde professor Poul Sveistrup, Aalborg Universitet, udarbejdede en teori kaldet Regnbuelederen. Tesen er den, at man hvert 7. år får lyst og energi til en anden form for ledelse, og sjovt nok fortalte Preben i sin takketale, at der altid var sket noget med ham hvert syvende år, så måske er han ramt af Pouls regnbue!