Nye deltagere i netværkene og opgavelæsning

2019-01-17T11:55:32+00:0010. januar 2008|Ledelse og kommunikation|

Der har været lidt stille på nettet i den forløbne uge. Det skyldes, at min tid er gået med at besøge potentielle kunder til mine netværk i Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Aalborg. Samtidigt er jeg i samtale med Rebild og Jammerbugten kommuner om start af ledernetværk i de to kommuner, hvilket dog kommer i anden række, idet de etablerede skal passes. Problemet er det klasiske, at det kniber med at få en fornuftig rækkefølge i besøgene, så jeg ikke kommer til at fare fra Hjørring til Aalborg og retur på samme dag, men det kan nemt ske, idet lederne alle steder er stærkt optaget, så det kan være vanskeligt at finde tid i kalenderen. Det er næsten som at opleve mine år fra 1961 til 1970. Da gik megen af min tid med at besøge kommuner. Dengang var der 1.240 kommuner i Danmark, og det tog ca. 8 år at besøge dem allesammen, men til gengæld kendte jeg hver eneste kommunaldirektør i Danmark, da sammenlægningerne kom i 1970, hvilket viste sig at være en kæmpe fordel.

 

   

 

Men ugen er også gået med at læse opgaver til Aalborg Universitet og MPA på Handelshøjskolen, København. De næste 3 uger har jeg eksamen hver dag og mange af dagene fra kl. 09.00 til kl. 16.30, så der bliver brug for megen koncentration og energi. Nu må vi håbe, at vinteren ikke ødelægger glæden ved den daglige køretur Aalborg t/r. Jeg nyder nemlig den smukke natur, uanset om jeg kører ad motorvejen E 45 eller over Brønderslev.