Nytårskoncert med Aalborg Symfoniorkester

2008-01-06T00:00:00+00:006. januar 2008|Kaj og familien|

Efter en uge med barsk østenvind, svarende til 20 graders frost, vovede vi os til Aalborg til nytårskoncert med symfoniorkestret med Matthias Aeschbacher som dirigent.

 

Solister var Jesper Buhl, baryton, der samtidigt introducerede. Han er i dag leder af Den Fynske Opera. Sopran var Majken Bjerno, der har rødder i Aalborg. Hun har været tilknyttet operascener i mange byer i Tyskland og optrådt som solist med orkestre rundt om i Europa, og endelig var Søren Rastogi pianist i Gershwins Rhapsody in blue for klaver og orkester. Det gjorde han fremragende, og han må virkelig være et talent, vi kan vente os meget af. Han er udklækket i 2005 fra Det Klg. Danske Musikkonservatorium og blev i 2006 udnævnt til “Tårnmusiker” af Danmarks Radio og Rundetårn.

 

Efter vores mening var det en af de bedre nytårskoncerter, men det kunne man ikke mærke på det nordjyske publikum, der var noget sene i optrækket, men det skulle være en kvalifikation i sig selv!