Sol, varme og ro på Isla Margarita

2008-02-21T00:00:00+00:0021. februar 2008|Kaj og familien|

Efter at jeg i januar kvartal 2007 havde gået og hostet efter et virusangreb, besluttede Lilly, at vi i år skulle på vinterferie. Hun konsulterede Kirsten og Poul Horsbøl, vores gode venner i Nibe, der tilbringer megen af deres rentiertid på rejser over hele kloden, så der var virkelig tale om ekspertviden.

 

Vi skulle have sol, varme og ro. Kirsten pegede straks på Isla Margarita, hvor de havde været to gange før og boet på Hesperia. Lilly bestilte billetterne hos Falke i juli måned, og mandag den 4. februar startede vi hjemmefra til hotellet i Billund Lufthavn, hvor vi fløj tirsdag morgen med Martinair i en 767-300 Boeing – 270 passagerer.

 

   

 

Efter godt 10 timers flyvning landede vi i Porlamar, den største by på øen. Tidsforskellen var 5½ time (præsidenten i Venezuela havde bestemt den halve). Bagageudleveringen var en oplevelse. Man havde kun een vogn til transporten fra maskinen til lufthavnen, så vi tilbragte en time ved transportbåndet. Når dertil kommer diverse checks, var vi godt møre, da der endelig var afgang med bus til hotellet.

 

Vi blev noget overraskede. Øen var ikke særlig køn, og fattigdommen og elendigheden var stor. Vi skulle bo på øens næstbedste hotel, der mest af alt mindede om et russisk militærhospital. Når dertil kom, at guiden præciserede, at vi ikke måtte putte toiletpapiret i toilettet, der ville tilstoppes, men benytte en særskilt spand til papiret, var fruen lidt stram i ansigtet. Og der skete da også det, at vi i nattens løb glemte budskabet med det resultat, at det hele blev stoppet til.

 

Til gengæld var der to store senge med fremragende madrasser, så vi sov som stene. Kl. 7 var der morgenmad i den store matsal. Der var masser af frugt og andre gode sager. Til gengæld øsregnede det! Dog kun i en time, hvorefter der blev et pragtfuldt vejr med 25 – 28 graders varme og en brise/blæst, der fjernede sveden fra maven. Vi tilbragte formiddagen ved poolen, hvor der var fint. Dog blev idyllen noget ødelagt af en frygtelig musik.

 

   

 

Frokosten var kl. 13 i den store sal med en glimrende buffet. Da vi var på en alt betalt tur, herunder frie drinks, fik vi en passende portion rødvin til frokosten og efterfølgende et par drinks ved svømmepølen, så det blev en god middagssøvn i solen. En kop kaffe ved 17-tiden på terrassen, hvor vi kunne snakke med de 4 andre par fra maskinen; bl.a. Ruth og Erik fra Kolding.

 

Erik holdt 75 års fødselsdag, hvor der bl.a. skulle være surprise middag for ham. Men samme dag blev han syg og kom på hospitalet, hvor de ikke kunne finde ud af, hvad der var galt. Til gengæld blev han så afkølet af airconditionen, at han fik en forkølelse. Men han overlevede og blev bedre og bedre dag for dag. Det hjalp også, at vi udvekslede en del prale- og løgnehistorier. Når det bliver forår, har vi inviteret dem til Frederikshavn, bl.a. for at se Bangsbo Fortet, og vi skal til Kolding, hvor vi skal en tur til Fanø m.v.

 

   

 

Efter en uge kom Kirsten og Poul for at tilbringe en uge sammen med os. De ville bliver der yderligere en uge efter vores hjemrejse for restitution. Kirsten satte gang i sagerne, bl.a. ved at vi udnyttede hotellets 3 restauranter og flyttede dagens solbadning ned til stranden. Kirsten elsker at svømme, og vandet havde en passende temperatur på 25 grader. Hun havde også fødselsdag og inviterede på taxatur til Jaungriego; en lille fiskerby med dejlig atmosfære. Vi vandrede 5 km i bagende sol langs kysten ud til at slags frilandsmuseum, hvor der var rig lejlighed til at følge indianerkulturen m.v. En englænder, der havde bosat sig på øen, kørte os tilbage til Juangriego, da det forekom ham, at gåturen var lidt for lang og for varm. Da var vi heldige!

 

Tiden gik ellers med vandreture og badning, men der var også mulighed for motion i et fitness center. Jeg sprang centeret over, men nød til gengæld et meget flot spa center. Nu er der ingen af os, der er golfspillere, hvilket er ærgerligt, da der også til hotellet var en 18 hullers golfbane. Her måtte vi ikke spadsere, men holde os til kysten.

 

   

 

Det viste sig, at der også var andre danskere på det store hotel. Bl.a. en københavnsk malermester, der havde boet på hotellet i en måned. Vi kom i snak med hans meget søde kone, der bl.a. fortalte, at hendes mand var god til at veksle valuta. Han tilbød da også straks at skabe kontakt til en ung dame, der hver morgen kom på hotellet. Hun vekslede til en bedre kurs end den officielle, hvor man får ca. 2 bolivar for en dollar. Da han så Lillys forskrækkede ansigt, tilbød han straks, at han nok skulle veksle for os. Næste morgen stak jeg ham 200 dollars. Officielt skulle vi have ca. 450 bolivar, men han kom skam med godt 900, som vi havde stor fornøjelse af, idet alene tanken om, at vi kunne halvere alle priser, var ret interessant.  

 

I det hele taget blev det bedre og bedre dag for dag, så vi var svært godt tilfredse med ferien, selv om jeg må indrømme, at det at drikke den samme Chile rødvin 14 dage i træk ikke er at anbefale! Stor tak for Kirsten og Poul for konsulentbistanden og samværet. Til gengæld gav jeg Poul tipset om valutadamen. Nu kan læserne passende gætte på, om den pæne mand benyttede chanchen til en 100% forretning?