Aktionærmøde i Spar Nord, Frederikshavn

2019-01-17T11:55:32+00:006. marts 2008|Ledelse og kommunikation|

Lilly og jeg nåede hjem til aktionærmødet i Spar Nord efter møde i København og besøg hos netværkskunder i Rebild kommune. I Arena Nord var der samlet 1.416 aktionærer, som vor lokale pianist Knud-Erik Thrane varmede op, før formanden for bankrådet Kaj Christiansen bød velkommen og præsenterede kandidaterne. I år passede antallet af kandidater med de ledige pladser, så der var fredsvalg, hvilket passede forsamlingen fint, så vi kunne komme igang med spisningen.

 

Jeg erindrer med skræk et år, hvor spisningen først blev  kl. 21.30. Da var det hele ved at have gået i opløsning, hvilket bekræfter Ove Thomsen, Dronninglunds udsagn om, at hvis vendelboer er sultne og tørstige, bliver de skrækkeligt urimelige. Slagteren fra Emilievej havde overgået sig selv men fik også fin hjælp af håndboldpigerne fra FOX Team, Frederikshavn, der øste passende portioner af skinken m.v. på tallerkenen.

 

   

 

Vores lokale direktør Ole Vejling fortalte derefter om det gode år 2007, hvor alt var gået perfekt med undtagelse af aktiekursen, der var faldet fra 137 til 116 ( i dag kurs 100), men vi får samme udbytte som året før. Lars Møller fra direktionen i Aalborg besteg derefter podiet lettere handicappet med højre arm bundet op. Han havde prøvet at løbe fra drengene på ski, men det var en dårlig ide, da han naturligvis faldt, da det gik aller stærkest. Han kunne fortælle, at Spar Nord vil fortsætte med at oprette lokale banker i flere byer i Danmark. Lars var i det hele taget meget positiv i forventningerne til år 2008, så det glæder vi os til.

 

Aftenen sluttede med en perfekt underholdning af NORFOLK, en kvintet, der har specialiseret sig i irsk og skotsk folkemusik med Henrik Nørgaard som forsanger. Henrik er til daglig arkitekt i Hjørring og medlem af mit netværk Mellem Kyst og Land, der holder det månedlige møde i Skallerup. En fin aften.