Årsfest på Copenhagen Business School

2019-01-17T11:55:31+00:004. april 2008|Ledelse og kommunikation|

Det er efterhånden nogle år siden, vi har deltaget i Handelshøjskolens årsfest. I år var vi så tilmeldt, da festen kunne kombineres med, at August fyldte 9 år den 3. april, så vi startede hjemmefra torsdag morgen og var i København kl. 13.00. Lilly hentede August i fritteren og lidt senere Marie fra børnehaven, medens jeg tog en lang spadseretur i København. Vi fik en dejlig middag, og August blev godt begavet.

 

Årsfesten startede fredag formiddag med en række foredrag på CBS. Jeg valgte professor Jay B. Barney fra Ohio State University, der talte om: So, why do some firms outperform others? Det blev en meget interessant formiddag, idet Barney var en fortrinlig forelæser. Han er specialist i strategisk ledelse og havde den pointe, at dem der klarer sig, er dem der undgår at lave fejl. Ud fra resorce-based view diskuterede han emnet. Afsluttede forøvrigt intereessant med at fortælle, at han i den kommende tid ville hellige sig entrepreneurship. Det kan blive ganske spændende at følge.

 

Efter frokostbuffet fortsatte årsfesten med udnævnelse af 4 æresdoktorer, tale af videnskabsminister Helge Sander, der efterhånden er blevet en særdeles populær mand på trods af/eller derfor, at regeringen har gennemført en række meget gennemgribende ændringer af de akademiske uddannelser. Bestyrelsesformanden Anders Knutsen fortalte bl.a. om den nye bestyrelses virke. DK Radiopigekoret underholdt derefter inden rektor Finn Junge-Jensen holdt en flot årstale.

 

   

 

Jeg tog derefter metroen hjem til Østerbro, inden vi allerede kl. 18.30 startede med festmiddagen, der foregik i Ovnhallen, Porcelænshaven 20. Efter drinks og velkomst ved rektor præsenterede Claus Meyer middagen, der bestod af foie gras, bryst af Guinea fowl m.v. Desserten var Lemon mousse med Ivorie og sæsonens bær. Italienske vine supplerede maden på bedste vis.

 

   

 

Efter middagen var der lejlighed til at hilse på gamle venner og bekendte. Bl.a. undervisningsminister Bertel Haarder, der holdt en fremragende festtale.

Jeg fik også lejlighed til at hilse på Anders Knutsens hustru, Helle Katholm, der var kommunikationsmedarbejder hos os i slutningen af 80erne. Hun er ved at skrive en bog sammen med husbonden. Jeg lovede at sende et par ord, forhåbentlig til inspiration. Min gode professor Erik Johnsen sad ved bordenden som så ofte før. Stadigvæk i fin form, men han bliver også 80 år i november måned. Rødvinen holder ham sund.