Agnete Bjerre udstiller i Kunstbygningen i Vrå Engelundsamlingen

2008-04-13T00:00:00+00:0013. april 2008|Kaj og familien|

Efter den store fest i Skagen fortsatte vi til Vrå for at se Agnete Bjerres billeder. Hun var selv til stede for at fortælle om sit liv. Hun er født i 1924 i Guldager ved Vrå, så hun må kaldes ægte vendelbo, men jeg tror, jeg vil citere Frode Christoffersens artikel fra 1982 i udstillingskataloget “De tre Bjerre”, Hjørring Kunstmuseum:

 

   

 

“Hos Agnete er udtrykket spontant – umiddelbart. Alligevel er hun længe om at rage sine æg ud – hun har tid til at vente. Større udsving er der ikke i hendes – ikke særlig store – 40-årige produktion. De første billeder vidner om en vis uskyldighed, farven kan være emalleagtig – der er arbejdet længe med dem. Mest er det figurbilleder – senere kom dog enkelte landskaber til.

 

Er billederne gammeldags? I kunsten er der altid plads til alle tænkelige udtryksformer. Nu blomstrer farven over hele lærredet. Billederne er ganske ufordærvede af merkantile hensigter eller tillærte manerer. Hun har stædigt holdt sig til, hvad der – for hende – er naturligt. Hun vedkender sig sin nordjyske barndom. Kan også bedst male i Vendsyssels klare lys. Hendes barndomsmiljø har præget hende i højere grad end senere møder med andre kunstnere.

 

Tegningen i billederne kan være noget kejtet. Modellerne bliver aldrig idealiserede, de er ubevidst rigtigt placeret på fladen – så sikkert som ellers kun børn kan. Hun har set motiverne, billederne og baseret på direkte sansning. Ligefrem beretter hun om mennesker. Tit om de forrykte, som livet har handlet hårdt med, de ensomme, de bøjede, de syge – det er de interessante uinteressante.

 

Hun slipper billederne, inden de er formalede – livet er i dem endnu. Hendes forståelse for farver og lys er instinktiv. Hun har kun malet, når det var nødvendigt for hende – derfor er hun hverken andres eller sin egen epigon. Som Anna Ancher og Astrid Noack er kvaliteten i hendes arbejde ikke nøjagtig på linie med hendes mandlige kollegers. Det er hun glad for – det er vi andre også.

 

Hun malede i sin tidligste ungdom hos Svend Engelund – der er vel grunden lagt? I 1945 kom hun på Akademiet (Lundstrøm) men påvirkning fra andre kan næppe spores. Som mange andre vendelboere er hun lokalpatriot, men ikke provinsiel. Det kan være provinsielt at være fjernt fra sagens kerne – det er ikke et geografisk begreb. Det glatte, det pæne, det pyntede, er ikke hendes sag. I hendes billeder kan der være en barsk uro – men også lyrik eller idyl”.