Operatur til Berlin 1. – 4. maj 2008

2008-05-04T00:00:00+00:004. maj 2008|Kaj og familien|

Fhv. postmester Jens Christensen og fru Johanne har nu i 10 år været initiativtagere til og organisatorer af en pragtfuld busoperatur til en eller anden storby i Europa. I år startede vi den 1. maj kl. 05.45 fra Fr.havn med operachauffør Kim ved rattet og fru Lene som servicechef. På trods af det ukristelige starttidspunkt var det kun Ulla, der havde glemt passet, men Kim kørte en lille omvej, så alle var reglementeret påklædt. 

 

Allerede kl. 16.30 ankom vi til Hotel Ramada i Berlin. Fine værelser til alle med undtagelse af Gudrun og Vagn Aage, der havde fået en opredning. Det ville normalt have været til at leve med, idet de netop var kommet hjem efter 3 ugers Fiji ferie, men Vagn Aage var blevet stukket af et insekt, så hans ene ben svulmede op. Efter en tur på sygehuset fik han en rigtig seng på hotellet, hvor han tilbragte resten af tiden i Berlin. Til hjemturen havde Kim arrangeret et sovesystem på bagsædet til den stakkels mand.

 

   

 

Det var 3. gang Lilly og jeg var i Berlin sammen, så vi var nogenlunde på hjemmebane og

fandt et dejligt spisested. Til alle måltider i Berlin fik vi asparges, der netop var kommet frem, så nu kan vi nok klare os et stykke tid. Men det smagte pragtfuldt. Vi starter altid med 0,2 l tysk Riesling og drikker gerne tysk rødvin til tysk mad. Ofte en tør Spätburgunder.

 

Næste dag havde vi sat os for at gå fra hotellet til Kurfürstendamm, bl.a. for at besøge det store varehus Ka-Te-We, der er Europas største. Vi fortsatte vandreturen til Det jødiske Museum, hvor den nye del blev åbnet i 1999, tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind. En spændende arkitektonisk oplevelse. Vi fik ikke meget ud af udstillingen, der krævede stor koncentration og indsigt. Der var mange mennesker, men for interesserede må det være en kæmpeoplevelse.

 

   

 

Det samme kan siges om mindesmærket for jøderne, der er opbygget i nærheden af Brandenburger Tor. Der er en samling af 293 sorte kister placeret i mønster som symbol på de dræbte jøder fra anden verdenskrig. Der var også fyldt med mennesker men stor tavshed.

 

Om aftenen skulle vi så i Berliner Philharmonien. En ganske imponerende koncertdal opført i årene 1960-1963. Udefra kan det minde om Pentagon, bortset fra bygningsmaterialerne. Der er plads til 2440 sæder. Orkestret er placeret i midten af salen. Tilskuerpladserne er bygget op i flere etager rundt omkring orkestret, der bliver betragtet fra alle vinkler. Der er en fantastisk akustik. Man siger, at lyden fra det enkelte instrument kan opfanges fra hvert eneste sæde i salen. Aftenen bød først på Ralph Vaughan Williams symfoni nr. 5, dirigeret af Sir Roger Norrington. En 80 årig englænder, der forstod at få det bedste frem i orkestret.

 

Efter pausen oplevede vi Beethovens klaverkoncert nr. 5 også kaldet Kejserkoncerten. De lærde skændes forøvrigt om, hvilken kejser der tænkes på. Solisten var Emanuel Aix. En snart 60 årig verdensstjerne, der i 30 år har tilhørt pianisternes verdenselite. Da han kom ind, lignede han nu ikke en klaverløve. Snarere en klaverbjørn. En rar bamsefar, der var smilende og venlig. Men da han tog fat var der løvestyrke i poterne samtidig med, at han forstod at liste flydende honning frem i musikken. Samarbejdet med dirigenten Sir Roger Norrington og orkesteret var enestående. Alle var glade for hinandens selskab og samspil.

 

Da han sluttede, var salen ved at vælte. Publikum forlangte ekstranummer, og han spillede også et langt stykke, som jeg desværre ikke har musikforstand til at kunne navngive. Publikum forlangte mere, og han var inde og modtage bifald flere gange. Så mistede orkestermedlemmerne tålmodigheden. De forlod simpelthen scenen, og dermed var der nogle af publikummerne, der rejste sig. Emanuel Ex, der blandt venner kaldes Manny, kom ind i salen igen for at give yderligere et nummer, men da var det hele i opløsning. Lidt ærgerligt. Vi ville gerne have hørt mere. Nu kunne vi ikke vide, at det havde der været lejlighed til aftenen efter, idet han gav koncert i Tivoli. Han var sandelig en rejse værd, som Michelin siger.

 

   

 

Lørdagen startede vi med en kanalrundfart, hvor vi fik set opbygningen af Berlin fra vandsiden. Der er stadigvæk kæmpemæssig byfornyelse, og vi er parate til at tage afsted igen ved en passende lejlighed. Om aftenen skulle vi så se og høre Hoffmanns Eventyr i Komische Oper Berlin. Der er 5 akter og efter 2 timers optræden var der pause efter 3. akt. Handlingen går meget på Hoffmanns fortællinger om hans eventyr med kvinder. Stedet er et værtshus, hvor der er masser af fordrukne mænd. Hoffmann fortæller, medens han venter på den feterede operastjerne Stella. Først fortæller han historien om Olympia, som han forelsker sig i, fordi hun er smuk og perfekt. Desværre viser det sig, at hun kun er en tom og livløs dukke. Men vi kender allesammen melodien fremført af den syngende mekaniske dukke.

 

Den næste historie handler om Antonia, der dør i utide. Den sidste historie handler om kurtisanen Giulietta, hvor han må konstatere, at hun aldrig kan eller vil elske ham, uanset hvad han giver hende eller gør for hende. Hvert eventyr har sin morale: Olympia kan ikke elske ham, for hun er en tom og livløs dukke uden nogen personlighed. Hun kan flirte og lokke, men de er kun et overfladisk koketteri. Hun kan ikke elske nogen. Antonia elsker sin kunst højere end Hoffmann. Og Guilietta kan ikke nøjes med at elske en mand. Det evner hun ikke. Hun elsker dem alle. Det var en flot  og spændende forestilling. Alene synet af alle os Frederikshavnere placeret på 1. række var en oplevelse.

 

Søndag kl. 09.30 startede hjemturen med Kims sikre kørsel. På hele turen var vi forkælet med bolcher, hjemmebag, Johannes posthorn for ikke at tale om Ruth og Laust, der hvert år serverer hjemmerøget skinke til udendørs frokost. I år i nærheden af Rendsburg. Sidste sidespring på turen er til Otto Duborg, hvor der bliver tanket op med dåseøl og andre gode sager. Vi var hjemme kl. 21.30. Meget tilfredse med turen. Nu håber vi, at Johanne og Jens også i 2009 vil tage initiativ til og organisere en operatur med Kim som pilot. Vi ved, I har et stort arbejde med turen, men tænk på at have så mange glade og taknemmelige gæster med.