Fantastiske dage i Stavanger

2008-07-26T00:00:00+00:0026. juli 2008|Kaj og familien|

For Marie og August var sommerens højdepunkt ganske givet en uges ferie i Stavanger sammen med Annette, mormor og morfar. Per måtte arbejde i IC Companys med IT systemerne.

 

Vi drog fra Hirtshals lørdag den 26. juli med Super Speed 1 til Kristiansand efter 3 1/2 times sejlads. Ventede 1 time med at komme igennem tolden men nåede frem til Stavanger kl. 19.30 i øsende regn-og tordenvejr. Marianne og Anders ventede med spaghetti m.v.

 

   

 

Annette og børnene blev indkvarteret hos Marianne og Anders i det gamle hus fra 1834, medens Lilly og undertegnede fik den ære at bo i en meget flot lejlighed udlånt af Marianne og Anders gode venner, der ofte har været i Skiveren. Næste dag var der strålende vejr, og vi kørte til Sandnes kommune, hvor Marianne arbejder som kommunikationschef. Vi skulle bestige det højeste fjeld, som vi har prøvet før. I den stærke varme måtte jeg opgive at nå op, medens Marie og August nærmest løb op på toppen. Ganske imponerende.

 

   

 

Opildnet af den store succes fortsatte Annette, Lilly og August dagen efter til Prædikestolen, der er det store hit for kondifolket. Marianne og Anders var på arbejde, så Marie og undertegnede tog toget ud til Sandnes, bl.a. for at se vidensbutikken, der er et led i EU kulturby projektet. Marianne trådte til og morede sig fint med Marie om at løse de forskellige opgaver. August, Lilly og Annette kom hjem med den firkantede færge fra Tau efter en fantastisk flot tur, hvor de fra 670 meters højde kigger lige ned i Lysefjorden.

 

   

 

Onsdag startede Glad Mat arrangementet i Stavanger, hvor en række restauranter m.fl. opstiller telte på kajen i Vågen, der er det inderste af havnen i Stavanger. Her fremstiller de smagsprøver på deres specialiteter, der ofte er baseret på råvarer fra Rogaland fylke. Stavanger og omegn besluttede nemlig for 10 år siden at ville være Norges Energi by nr. 1, hvilket var naturligt pga. gassen, men også at ville satse på gastronomi, hvilket er meget interessant. De stormer nemlig frem på madområdet og havde i sidste uge Poul Bocuse konkurrence. 

   

   

 

Marie og August kom på forskellige kurser i madlavning. De lærte at lave stegte bananer, gik på Gildes pølseskole, serverede mad i Barnerestauranten, lærte af lave Sushi og deltog også i et kursus om sjømat kaldet Fiskesprell. Det fine var, at efter alle disse kurser var det børnene, der sammen med Annette stod for aftenens festmåltid, bl.a. den bedste omgang sushi, morfar nogensinde har smagt. Det var hele turen værd.

 

Sidste dag tilbragte vi i Sandnes. Lilly og jeg så en meget spændende udstilling om norsk design baseret på en af verdens mest kendte trendanalytikere Li Edelkoort. Hende skal jeg vende tilbage til, når der bliver bedre tid. Marianne havde travlt med at udlevere norsk vand fra Sandnes kommune, hvilket var tiltrængt i det varme vejr. Børnene var optaget af en stor konkurrence, hvor Norges bedste skiløbere løb på sommerski. Der kunne skrives meget mere om ugen i Stavanger og Sandnes, og jeg vil også vende tilbage med nogle iagttagelser, der vil interessere mange af mine bekendte.

 

   

 

Vi nåede også at besøge Anne Tove og Hans Christian i deres nye (gamle) hus, hvilket var ganske imponerende med gammel have og total renoverede bygninger. Lørdag den 26. juli kørte vi stille og roligt med Annette som Alfa pilot til Kristiansand, hvor Super Speed 1 førte os til Hirtshals i fint vejr, som vi forøvrigt havde haft hele ugen. August erklærede efter hjemkomsten, at han også ville til Glad Mat uge næste år i Stavanger. Det vil vi andre også gerne!