Frederikshavn FOX Team Nord klar til ny sæson

2008-08-25T00:00:00+00:0025. august 2008|Kaj og familien|

For at få et lille afbræk i læsning af opgaverne til AAU, kørte jeg ned til præsentationen af spillere, bestyrelse, organisationen m.v. for FOX Team Nord i Arena Nord. Bestyrelsen er den samme som i sidste sæson, og John Christensen præsenterede Mål, Vision, Værdier, Medarbejderne og gav ordet til Mif, der var ordstyrer resten af aftenen.

 

Man vil selvfølgelig vinde 1. division for at komme tilbage til Toms Ligaen, men gerne med den tilføjelse, at vi så bliver blandt de 6 bedste i Danmark. Det skal klares med et budget på ca. 6 mio., hvilket er langt mindre end Viborg, Ikast m.fl. Men optimismen består i, at der er et meget ungt hold med flere ynglinge fra egen avl i F.f.I. håndbold. Dertil forstærkninger af bl.a. Lene Thomsen fra Viborg.

 

   

 

Spar Nord er hovedsponsor, og kontrakten blev underskrevet af Ole Vejling. Det bliver gratis at gå til håndbold, idet alle kampene vil blive solgt til sponsorer, og der forventes 1.000 tilskuere pr. kamp i den dejlige Arena. Ole Andersen er ny cheftræner, og Morten Holmen fortsætter som hjælpetræner. Alle spillerne blev præsenteret af Mads Buje, der nu er sportschef. Pigerne havde en flot udstråling, der lover godt til præstationerne på banen.