Koncert med Aalborg Symfoniorkester- uropførsel Anders Koppel

2008-09-25T00:00:00+00:0025. september 2008|Kaj og familien|

Da Lilly var i København for at hjælpe Annette, havde jeg inviteret min gode genbo Lars med til koncerten i Aalborg. Vi startede med at høre Rolf Ruggaards gennemgang af aftenens program. Matthias Aeschbacher var dirigent og startede med Carl Nielsen: Pan og Syrinx.

 

Orkestrets huskomponist Anders Koppel havde komponeret Sinfonia Concertante, der hermed fik sin uropførelse. Jeg mindes uropførelsen af Toccata med Safri Duo i 1992, der var lige en tand for moderne efter min smag. Sådan oplevede jeg ikke aftenens værk. Det skyldes bl.a., at der var 4 solister plukket blandt orkesterets besætning:

  • Koncertmester Yana Deshkova på violin (havde i 2006 solistdebut på Tjajkovskijs violinkoncert)
  • Solobratsch Anna Dahl
  • Anette Søgaard Jensen på klarinet samt
  • Sheila Popkin på fagot

Altså 4 piger, der sammen med orkestret spillede forrygende godt. Især var jeg betaget af den langsomme 2. sats, hvor solisterne virkelig kunne føre sig frem. Når engang Aalborg Symfoniorkester indspiller værket, er jeg køber.

 

Efter pausen hørte vi Claude Debussy: 3 Nochturnes, hvor komponisten har taget udgangspunkt i impressionistiske malerier og prøvet at se musikken som farver og bevægelser. Det blev en fremragende oplevelse, hvor orkesteret var meget engageret. Men det blev vildere endnu, idet aftenen sluttede med Ravels Bolero. Her fik de forskellige instrumenter mulighed for at føre sig frem. Og det gjorde de så fint, at det hele til sidst brød sammen i ren kaos, men det var jo også meningen. En dejlig aften, og vi var begge lettere opstemt, da vi kørte hjem.