Ferie 2008 til Melsungen, Paris, Chablis, Gevrey-Chambertin og Cap-d’Ail

2008-10-09T00:00:00+00:009. oktober 2008|Kaj og familien|

Vi startede vores årlige efterårstur til Frankrig med at køre til vores stamhotel i Melsungen, Hotel Hessischer Hof, hvor Mutter bliver så glad, når hun ser os. Hun serverer altid schnitzel og tysk rødvin, og hun kan huske, den skal være tør. Køreturen gik fint bortseet fra Stau, der startede allerede i Sønderjylland og først var forbi, da vi passerede Elben i Hamburg. På en strækning vi normalt bruger 2 timer, brugte vi 4!

 

Efter dejlig søvn i Melsungen gik turen via Reims til Paris. Vi var fremme ved stamhotellet Donjon i Vincennes, hvor vi boede for 27. gang. I år var det helt galt med at finde parkeringsplads, men mandag morgen, hvor alle biler skifter plads, fik vi en fin plads lige foran hoteldøren. Til gengæld fik vi også en parkeringsbøde. Det er så tåbeligt, at man kun kan betale (og holde) 2 timer. Hotelejeren fodrede derefter maskinen hver anden time.

 

   

 

Vores to dage i Paris går med at drikke kaffe på Champs Elysees, se modehuse på Fauborg St. Honore, beundre madvarer og vine i Fauchon, spise frokost på et lille sted, hvor mor og far selv ordner det hele, men også middag på La Coupole, hvor vi igen i år fik en fremragende omgang Chaucroute i Riesling fra Lorentz i Alsace. Varehusene bliver besigtiget, men der sker da også fornyelser.

 

I år besøgte vi bl.a. verdens største bibliotek “Bibliothéque Nationale Francois Mitterand”. Et andet af Mitterands “mindesmærker” er fremtidsbyen La Villette, hvor der bl.a. er opført store bygningsværker til musiklivet, herunder Conservatorie de Paris, hvor vi hørte en koncert af Messian (1908-1992) med direktøren for konservatoriet som dirigent. Stykket hed Oiseaux Exotiques, hvilket vel kan oversættes til eksotiske fugle. Det var så moderne, at vi smuttede i pausen.

 

Fra Paris kører vi altid til Chablis og køber 12 flasker 1. cru hos Bernard Defaix, Milly. Spiser derefter frokost, hvor vi får en rigtig landsalat med lever m.v. En rigtig manderet.

 

   

 

Kører derefter til Gevrey Chambertin, hvor Marietta og Gilles Duroché venter os. Vi bliver installeret i Maison Marietta. Spiser alle måltider hos Marietta, der er fantastisk til at servere veltillavet mad. Hertil drikker/smager vi deres dejlige vine og får ofte til slut nogle gamle sager (69 Charmes Chambertin m.v.) Den bedste vin, vi fik i år, var nok en 2002 Chambertin Clos de Beze, der efter en noget lukket start foldede sig ud til en ren delikatesse.

 

Vi er altid en lille tur i Beaune og for at overleve rent fysisk kører Gilles os til Vosne-Romanée, hvorfra vi går 2 timer hjem gennem vinmarkerne.

 

Vi deltager naturligvis også i husets daglige liv og oplevede bl.a. 3 ægtepar, der ringede fra Schweiz for at bestille en dégustation. Gilles fortalte og skænkede fra fad. Marietta serverede små hapser. Efter to timers ihærdigt arbejde kørte de uden så meget som at købe en flaske. Det var lidt depremerende, men heldigvis dukkede der en flink mand op. Han smagte og købte 6 kasseer, så han reddede dagen!