Vintage 2007 og 2008 i Gevrey Chambertin

2019-01-16T14:26:07+00:0027. oktober 2008|Kaj og vin|

Vi boede nogle dage hos vores gode venner i Bourgogne Marietta og Gilles Duroché. Vi ankom netop, som man var færdige med høsten 2008. I dag er det sønnen Pierre (26 år), der har ansvaret for vinproduktionen, mens Gilles tager sig af kontorarbejdet, salg m.v. Marietta er en ren blæksprutte, der kan deltage i det hele.

 

Officielt kunne man i år starte høsten den 20. september, men på grund af druernes minimale sukkerindhold ventede man to dage. I februar måned var der meget varmt, men derefter har der været regnvejr og skyet, indtil 3 uger før høst, hvor vinden gik i øst i 5 uger, så høstvejret blev ideelt. Allerede efter 5 dage med 10-14 mand i arbejde var alle druerne i hus.

 

Man starter med at nedkøle druerne i 5 dage, inden fermentationen starter. Her skete der det, at de små druer har givet et lille høstudbytte men udviklet den højeste alkoholprocent, man har haft i mange år. Desuden er vinen meget mørk i forhold til normalen. Jeg har set og nippet til årgang 2008 på ståltank og igen ved presningen til fad.

 

   

 

Vi smagte også årgang 2007, der skal på flaske engang i december måned. Igen var der en overraskelse. Jeg har aldrig smagt familiens nye vine så drikkelige som årgang 2007. Med megen frugt og finesse. Dog var Chambertin Clos de Beze, Latricieres Chambertin og Lavaux St. Jacques mere forbeholdne.

 

Vi har fulgt alle årgangene siden 1980, hvor det i starten var utænkeligt at drikke nye vine og mange skulle være mindst 10 år, før de var i harmoni. Jeg vil tro, at den stigende temperatur har noget af æren/skylden, men også arbejdet i marken, hvor der i dag arbejdes voldsomt med at frembringe druer i topkvalitet. Tiden på fad er reduceret fra 18 til 16 måneder, hvilket giver mere frugt. Ved lejlighed vil jeg naturligvis have en snak med Pierre og Gilles om deres forklaring på udviklingen.