Aalborg Symfoniorkester + Regnbuelederen

2008-11-13T00:00:00+00:0013. november 2008|Kaj og familien|

Aftenens dirigent var den unge engelske dirigent, pianist og komponist Graham Ross. Han indledte med Benjamin Britten: Four Sea Interludes – fra operaen Peter Grimes, 1945, der handler om en fiskers hårde liv på den engelske kanalkyst.

 
Fortsatte med Edward Elgars koncert for cello og orkester, e-mol, op. 85 med Soo-Kyung Hong som solist på cello. Hun var med ved Aalborgs Symfoniorkesters sæsonåbning i september 2007, og det blev et glædeligt gensyn.
 
Efter pausen fik vi en meget stor oplevelse, nemlig Carl Nielsen: Symfoni nr. 2: ”De fire temperamenter”, 1902. Jeg vil plukke i Rolf Ruggaards introduktion:
 
”Carl Nielsens symfoni blev til i en travl tid fra 1901-02. Foruden at passe sit job som violinist i Det Kgl. Kapel arbejdede han desuden på sin første opera Saul og David. Mange år senere har Nielsen til to forskellige koncerter i programnoteform givet os et indblik i baggrunden for symfonien.
 
Programnote 1926:
Symfoniens fire satser er komponeret ud fra idéen om de fire menneskelige karakterer: Den Heftige (allegro collerico), Den Lade (allegro flemmatico), den Sørgmodige (andante malincolico) og den Livsglade, godtroende (allegro sanguineo).
 
Medens de øvrige tre karakterer for en stund kan rumme modsatte følelser, hævder Nielsen, at ”Den Lade, den ugidelige, derimod kommer vanskeligt ud af sin flegmatiske tilstand, hvorfor denne sats både er kort (han gider ikke) og ensformig i sit forløb”.
 
Selve ideen om de fire temperamenter går tilbage til antikken og har præget bl.a. medicinlærdommen op til nyere tid. Ifølge denne tradition skulle temperamenterne stamme fra de fire legemsvæsker, den sangvinske fra blodet, den koleriske fra den gule galde, den flegmatiske fra lymfevæsken og den melankolske fra den sorte galde.
Bemærk, at Nielsen har arrangeret de fire typer, således at de stemmer overens med det klassiske satsforløb: hurtig – valsesats – langsom – finale.
 
Programnote 1931 er formentlig den sidste, Nielsen har skrevet. Et følgebrev til programnoten indleder han således: ”Da jeg er syg og om en time skal indlægges på Rigshospitalet…” Nielsen døde tre dage senere.
 
Begyndelsen til selve noten lyder: Anledningen til symfonien ”De fire temperamenter” fik jeg for mange år siden i en landsbykro på Sjælland. Der hang på væggen i det værelse, hvor jeg sammen med min hustru og nogle venner drak et glas øl, et højst komisk billede, som var inddelt i fire felter, hvori ”Temperamenterne” var fremstillet og forsynet med titler: den ”Koleriske”, den ”Sangvinske”, den ”Melankolske” og den ”Flegmatiske”. Kolerikeren var til hest. Han havde et langt sværd i hånden, hvormed han fægtede vildt ud i den tomme luft.
 
Senere vendte billederne tilbage i hans tanker og en skønne dag gik det op for ham, at disse tarvelige billeder dog indeholdt en slags kerne eller idé og – ja tænk – oven i købet en musikalsk undergrund.
 
Da vi kom hjem til Frederikshavn fik vi et glas rødvin og lidt ost, så jeg sov som en sten, men vågnede ved to-tiden. Efter en tissepause kunne jeg ikke falde i søvn, men tænkte hele tiden på, hvor jeg havde mødt de fire temperamenter. Pludselig kom jeg i tanke om min gode ven, nu afdøde professor Poul Sveistrup, AAU. Han skrev en bog om den hele leder i den hele virksomhed med titlen ”Regnbuelederen”. Han beskrev 4 adfærdstyper i form af de fire temperamenter modsvarende fire farver.
 
Rød – koleriker
Gul – sangviniker
Grøn – flegmatiker
Blå – melankoliker
 
Det giver 4 lederstile. Desværre har jeg lånt bogen ud og som sædvanligt ikke fået den retur. Selv om jeg har været censor for mange cand.merc. opgaver, hvor Poul har været vejleder, skal vi helt tilbage til slutningen af firserne (altså 198-), så jeg kan ikke huske alle kombinationerne.
 
Jeg vil nu prøve, om jeg kan fremskaffe bogen, da det er tydeligt, at Poul Sveistrup har fået inspiration fra den musiske og den kunstneriske verden.