Aalborg Symfoniorkester – solist Vadim Gluzman, violin

2008-11-27T00:00:00+00:0027. november 2008|Kaj og familien|

Lilly var atter til damesnak, så jeg inviterede min huslæge Ais med til koncerten i Aalborg. Ais er fra Simmerbølle på Langeland og er opvokset i et hjem med klaver, og han har engang kunnet spille Chopins 25 etuder.

 

Vi startede dog med at køre til Kystens Perle ved lystbådehavnen, hvor det på trods af julefrokost m.v. lykkedes de søde piger at fremtrylle 2 wienerschnitzler og en flaske Valpolicella, så vi fik en god basis for aftenens koncert, der havde Matthias Aeschbacher som dirigent.

 

Han startede med Samuel Barbers Medeas meditation og hævndans. Derefter blev Sydbanks nystiftede musikpris på kr. 50.000 overrakt til Annette Holck, symfoniorkestrets søde og smukke og dygtige cellist. Poul Elming holdt en smuk tale om alle hendes fortræffeligheder. Hun har forøvrigt spillet i Aalborg siden 1982.

 

Inden pausen spillede Israelske Vadim Gluzman Jean Sibelius: Violinkoncert, der sandelig krævede sin mand. Der var ikke noget med gigt i poterne. Han blev også båret frem af publikum til at give et ekstranummer, der fik folk op af stolene.

 

Aftenen sluttede med Ludvig van Beethovens symfoni nr. 5 “Skæbnesymfonien” som orkestret med vanlig dygtighed istemte det grundlæggende motiv på fire toner.