Champions League: AaB – Celtic 2 – 1

2008-11-25T00:00:00+00:0025. november 2008|Kaj og familien|

SparNord Frederikshavn havde været så venlig at give mig en billet til fodboldkampen på Aalborg Stadion mellem AaB og Celtic. Vi mødtes i Sparekassen til en snak med Ole Vejling, der serverede Skagen øl, inden der var afgang med Arne Glinvad, der var bus driver.

 

Vi stoppede i Sæby og samlede yderligere en snes fodboldentusiaster op, herimellem Poul Andersen, der netop var hjemvendt fra Spanien, så det blev en kold omgang for ham. Vi blev sat af ved SparNords center i Aalborg, hvor der i kantinen blev serveret buffet, øl, vin m.v.

 

Den tidligere spiller i Celtic, Marc Rieper, fortalte om livet i klubben, herunder oplevelsen af de 60.000 tilskuere. Der er altid udsolgt til alle kampe. Marc tipppede 2-1 til AaB. Vi blev derefter kørt til stadion.

 

   

 

I den bidende kulde så vi en første halvleg, der er set bedre. AaB spillede med Jeppe Curth alene i angrebet, og det gav en række håbløse lange bolde, der var barnemad for forsvaret. Efter pausen scorede Celtic et mål på hovedstød, hvorefter Allan Kuhn satte Anders Due og Saganowski ind i angrebet. Nu var AaB pisket til at angribe for fuld tryk, og det lykkedes Caca at score på et langskud, der dykkede ned bag målmanden. Som der stod i Ekstrabladet: “Caca Cu”. 3 minuter før tid gik Andreas Johansson til baglinien i højre side. Sparkede hårdt fladt ind og en skotte ramte kuglen så skævt, at der blev selvmål.

 

AaB er nu sikker på at ende som nr. 3 i gruppen. Det giver adgang til at fortsætte i UEFA turneringen til foråret. Så bliver det spændende, hvilke hold der trækkes.

Dagens store samtaleemne var, at det tilsyneladende er lykkedes Lynge Jacobsen at ansætte en 32 årlig svensk træner fra Gais i Gøteborg. Han hedder Magnus Pehrsson                        og har spillet i Djurgården sammen med Andreas Johansson. Nu bliver det spændende at se, om Allan Cuhn vil fortsætte som hjælpetræner, efter at han sammen med Poul Erik Andreasen er ubesejret i 10 kampe.