Cordon Bleu du Saint Esprit Soirée på Hotel Hesselet

2019-01-16T14:26:07+00:002. november 2008|Kaj og vin|

Komtur Karl-Otto Schmidt havde inviteret til Soirée på Hotel Hesselet, Nyborg. Vi ankom kl. 12, idet Jens-Peter Skov, Sallingsund Kro, havde arrangeret en bustur. Vi skulle se Fynske herregårde og slotte. Der var nok at tage af, så det blev en flot køretur, der også omfattede en frokost à la bus, som Jens Peter havde fabrikeret.

 

   

 

Vi besøgte også kunstnerparret Anne Mette Kidmose og Ivan Boytler i Kværndrup med masser af flot glaskunst og figurer. Busturen afsluttedes med besøg på Bryggeriet Refsvindinge, og det var ikke nogen dårlig idé.  

 

Kl. 18 mødtes vi til champagne og optagelse af nye medlemmer (chevaliers) foretaget af ordenens stormester Karl-Heinz Kindervater, komturen og vicekomturen. Oven på denne omgang var alle godt motiverede til middagen, der blev dirigeret af Jens-Peter Skov, der havde tilbragt nogle år på Hesselet, da det var helt nyt . Han indledte forøvrigt med en sang.

 

Det får mig til at tænke på 1992, hvor vi var inviteret til Alsace til optagelse i vinbroderordenen: Confrérie Saint Etienne. Danmark var blevet europamestre i fodbold, og det blev fejret på værtshuset. Mange hollændere, franskmænd m.fl. havde vældige fællessange. Vi danskere kunne i bedste fald synge “Sejle op ad åen”. Men så syntes Jens-Peter, at det blev for flovt. Så han rejste sig op og sang et par arier med sin tenorstemme. Det gjorde stort indtryk ved nabobordene, der gav en ekstra omgang.

 

Men tilbage til middagen på Hesselet. Den bestod af:

                                                                                      

Jordskokkesuppe                                 2005 Clos de Loyse

 

Ristet torsk med jordskokkechips          Bourgogne Blanc fra Château des Jacues, Jadot

 

Dampet rødtunge på beder og rødder    2006 Santenay Blanc Clos de Malte,        

beurre blanc og kapers                         Domaine Louis Jadot

 

Champagne Granité

 

Variation af Kalvefilet, farseret              1999 Beaune Les Avaux, 1er cru, 

vagtelbryst, selleripuré, græskar,          Domaine Louis Jadot

ristede svampe, pommes Anna og       

Portvins Sauce

 

Ved en blindsmagning ville jeg have

gættet på en Pinotage.

 

Æblegâteau, Confiteret æble,                Pineau des Charentes, Daniel Bouju

Æblesorbet                    

 

En meget flot middag, der blev suppleret med citater fra Karl Otto og en spændende beretning fra Jens-Peter om livet som leder af serveringen m.v. ved kongehusets store

fester.

 

Under den efterfølgende kaffe med avec marc præsterede Anna Marie Fisker fra Culinary Institute i Aalborg at skabe ro i salen, så hun aldeles fremragende kunne fortælle om slow food bevægelsen i Norditalien m.v. Det var en god afslutning på en god dag.