Nytårsaften på Orionvej 32

2019-01-16T14:26:07+00:0031. december 2008|Kaj og vin|

Ovenpå dagens frokost ved Tversted Søerne med en længere gåtur, ilede vi hjem, så Lilly kunne forberede torsken, så den var klar til Inger og Jes. De arriverede med sædvanlig præcision kl. 17.55, så vi kunne starte med at høre Dronningen. Det var en passende lejlighed til at nyde en flaske Champagne, Comtesse LAFOND, fremstillet af vores gamle ven Baron Patrick de Ladoucette, der nu også har kastet sig over champagne. Den var frisk med mange bobler, meget tør og stringent. Helt i Patricks ånd.

 

Vi bevægede os derefter ned i udestuen, hvor der var for koldt, men et par tæpper gjorde underværker, og Lillys servering af jomfruhummer fik os til at glemme kulden, idet den blev fulgt af Meursault 2001 fra Vincent Girardin, der havde den rigtige Mersault smag baseret på egesmagen, der ikke var fed og tung, men i dette tilfælde elegant.

 

   

 

Vi fik derefter torsken på bordet. Det var igen en lækkerbisken. Den medfølgende Chablis 1. cru, Vaillons fra domaine Bernard Defaix var virkelig en rigtig Chablis med flintsten og skarphed i smagen.

 

Til osten startede vi med en Haut Batailley, Pauillac 1999. Den var virkelig på toppen og virkede ganske frisk i smagen. Næste vin var aftenens oplevelse. Grand Vin de Leoville du Marquis de LAS CASES, 1990, Saint-Julien. Dejlig jordsmag, dyb, mørk og næsten antydning af kostald. Det var ikke meget, der blev til overs til Inger og Lilly, det var nemlig en rigtig mandevin.

 

   

 

Det nye år blev skudt ind med et kæmpefyrværkeri over Frederikshavn. Det startede svagt, men 2 minutter efter midnat kom der gang i løjerne. I det klare vejr kunne vi se de røde nødraketter i Skagen og på Læsø. Vi bød 2009 velkommen med en flaske champagne Jean Vesselle, brut. Meget velsmagende og frisk. En rigtig flot nytårsaften. Den var kanon.