Handels- og omkringrejsende

2019-01-17T11:55:29+00:0016. januar 2009|Ledelse og kommunikation|

Det har været småt med nyheder på min hjemmeside den sidste uge. Det skyldes, at min dag er gået med at læse opgaver til AAU, hvor det bryder løs i næste uge med censorering. Desuden har jeg været rundt i Nordjylland og finde nye emner til mine netværk.

 

Som eksempel herpå kan vi tage i torsdags, hvor jeg havde aftalt møde kl. 15.15 med direktøren for Aalborg Symfoniorkester, Poul Elming. Jeg fortalte ham om netværket Vild med Verden i Aalborg, der holder møderne på Sohngårdsholm Slot.

 

Vi gennemgik program for 2009 (se højre spalte), og Poul var interesseret i alle emnerne, og han fortalte lidt om det spændende ønskejob som leder af symfoniorkestret, hvor vi alle ser frem til, at man om et par år vil arrangere en konkurrence for at kåre verdens bedste Wagner sanger. Desuden er planen at arrangere en række Wagner begivenheder, når det nye Musikhus er færdigt. Poul vil nu fremskaffe en bevilling på kr. 8000,- til deltagelse i netværket, og han vil melde tilbage om godt en uge. Et dejligt møde med en meget venlig og rar mand.

 

Lilly og jeg kunne derefter købe en ny smoking, idet den gamle er krøbet i vask! Efter en sandwich var vi klar til aftenens koncert med Symfoniorkestret.

 

Om fredagen fortsatte fiskeriet. Jeg startede med et kort besøg i siloen ved Lisbeth og Poui Erik og havde en aftale med socialdirektør Jan Nielsen kl. 10.00, hvor vi aftalte kommunens deltagelse i netværket Højt til Loftet. Jeg fortsatte derefter til Color Hotel Skagen til møde med direktør Rikke Gandrup, der var i god lune, idet hotellet netop er forfremmet til 4 stjerner.

 

   

 

Efter den sædvanlige gennemgang af program 2009 og en snak om Rikke skulle deltage i Mellem Himmel og Hav eller Højt til Loftet, valgte hun Højt til Loftet. Vi snakkede naturligvis om alt muligt, og pludselig var klokken blevet 12.30.

 

Jeg drønede derefter ud til Kasse Finn, der som navnet antyder producerer fiskekasser m.v. Det viste sig, at han engang havde deltaget i en vinsmagning hos glaspuster Niels Olesen, hvor jeg havde fortalt om Bourgogne. Så var tonen slået an. Finn var meget interesseret i at deltage i netværket Mellem Himmel og Hav, men han er igang med at bygge en ny fabrik i Thailand, hvor han opholder sig i perioder af 6 uger, så det bliver vanskeligt at kombinere med en fredag formidag pr. måned. Men jeg er sikker på, at når engang byggeriet er færdigt, og livet bliver normalt, har vi ham som en engageret deltager. Jeg inviterede forøvrigt ham og hans søde kone til fællesmødet med alle netværk mandag den 4. maj kl. 14 – 17 i Det Musiske Hus, Frederikshavn.

 

   

 

Klokken var nu blevet 13.45, og jeg var sulten. Kørte til Brøndums Hotel for at få den dejlige fiskesuppe, men så fik nabobordet en stegt rødspætte. Det er en af mine mange livretter, så jeg kunne ikke stå for fristelsen og bestilte og fik en superlækker spætte. Desuden en god snak med min gode ven Chresten, der er direktør for Brøndum. Han vil nu undersøge, om han kan få det organiseret, så han kan deltage i netværket Himmel og Hav.

 

   

 

Jeg nåede hjem, lige før Winnie og Aage kom til middag,  hvor Lilly serverede lammekølle til stor glæde for os alle. 2 flasker Italiensk vine (Chianti Classico og Valpolicella) smagte fortræffeligt sammen med køllen.