Kaj på fisketur til stjernekok i Hjørring

2019-01-17T11:55:29+00:0027. januar 2009|Ledelse og kommunikation|

Formiddagen gik med at læse opgaver til AAU og drøfte deltagere fra Frederikshavn kommune til netværket Højt til Loftet. Derefter havde jeg aftale kl. 14.30 i Hjørring med Kristian Rise, Bryghuset Vendia.

 

I 2006-07 var der en række initiativrige Hjørringgensere (herunder også Henning fra Harken), der etablerede bryghuset Vendia (latinsk ord for Vendsyssel) i Hjørring. Man indrettede huset med bryggeri, Gourmetrestaurant og Brasseri. Man valgte Kristian Rise som adm. direktør, og det var temmeligt genialt set. Jeg har været heldig så nogenlunde at følge hans karriere. Han var bl.a. kok på restaurant Gråanden i Frederikshavn, da Claus Bauer var chef, hvor man blev nomineret som årets restaurant i Den danske Spiseguide (endte med at blive nr. 2).

 

   

 

Jeg var selv med til nomineringsmiddagen, forøvrigt sammen med Lis Jacobsen, som jeg havde inviteret med, da Lilly fik influenza om eftermiddagen. TV Nord dækkede begivenheden. Vi blev dagen efter bombarderet af gode bekendte, der spurgte, om jeg havde fået ny dame. Det kunne afkræftes. Lis blev forøvrigt lettere beruset, da hun havde sat sig for at ville drikke i samme tempo som undertegnede og i samme mængde. Hun var så uheldig at falde på toilettet og smadre brillerne. Da hun kom ind igen, spurgte hun, om jeg kunne se forskel, hvilket jeg naturligvis ikke kunne. Godt at Jørgen hentede os, ellers havde vi fået problemer med at klare os hjem.

 

Nå tilbage til Kristian. Han fortsatte til Brøndum i Skagen, og jeg mindes endnu en aften, hvor vi fik MAJ månedsmenu. Sikken en oplevelse. Han har deltaget på kokke landsholdet og vandt i 2007 konkurrencen “Bedste Skandinaviske Fiskeret”. Den Danske Spiseguide, der nu har ændret navn til Gudme Raaschou Spiseguide, har givet ham XXXX stjerner, hvilket er i klasse med toprestauranterne i Danmark. Nordjyske Stiften har givet ham max. stjerner og skrev bl.a., at måltidet havde været som en smagsprøve på himmerrig. Det er store ord fra et nordjysk organ! Vi har spist flere gange i Brasseriet. Sidst fik vi Confiteret andelår med kartoffelpuré og salat. Dertil en flaske Côtes du Beaune, 1. cru til 285,- kr. Fundet for de penge.

 

Som det forstås, er Kristian oplagt kandidat til Hjørring netværket Mellem Kyst og Land. Han ville gerne sove på det, inden han tilmelder sig, hvilket jeg glæder mig til.