Vinterferie på Gran Canaria – Puerto Rico

2009-02-21T00:00:00+00:0021. februar 2009|Kaj og familien|

Lilly har fået den gode idé, at vi skal på 14 dages ferie i begyndelsen af februar måned. Så er jeg færdig med eksamensopgaver på AAU, og netværksmøderne starter først i slutningen af februar.

 

Sidste år var vi på Isla Margarita, og i år gik turen til Gran Canaria. Det er 32 år siden vi var der sidst. Da boede vi i Playa del Ingles. Jeg husker, at vi lejede en bil og bl.a. kom til Puerto Rico. Vi blev enige om, at skulle vi komme til Gran Canaria igen, ville vi bo i Puerto Rico. Nu var tiden kommet, og vi bookede 14 dage hos Bravo Tours. Pga. Sterlings nedtur var der en del ændringer, men vi kom afsted den 6. februar kl. 15.25 fra Aalborg og landede 1/2 time før planen, så vi var fremme ved lejligheden i LARA området kl. 21.30.

 

   

 

Et dejligt tidspunkt. Lilly kunne nå at købe lidt ind i supermarkedet, og der blev et enkelt glas vin inden sengetid. Komplekset er bygget i 1985 og var noget nedslidt, men vi vågnede op til skyfri himmel, og det havde vi næsten de næste 14 dage.

 

Efter morgenmaden skulle vi på gåtur, men da vi trådte ud af døren, blev der råbt af os. Det var 16 golfere fra Sæby Golfklub, og for ikke det skulle være løgn, boede Karin og Tage (også kaldet TT) ovre fra Fylleledet i nabolejligheden. Karin har haft et rejseselskab og specialiseret sig i landmænd, medens Tage er pensioneret flådeofficer. De havde været der i en uge, så vi blev hurtigt opdateret med spisesteder, forretninger, udflugter m.v.

 

Vi startede så vores gåtur, der blev lidt af en oplevelse. Vi boede næsten højest i byen, og det gik særdeles stejlt ned til bunden for ikke at tale om opstigningen. Hurtigste måde var at benytte et system af trapper, hvor der på et af afsnittene var 639 trapper. Men med min elendige kondition var det lidt af en opgave, så jeg pustede som en gammel kone. Dels var der mange trapper, vægten alt for høj og solen bagte direkte i den skaldede isse, så Lilly var lidt træt af husbonden, idet hun jo kunne springe op af trapperne som en anden bjerggimse.

 

Ved den hårde daglige træning lykkedes det dog efter 14 dage at vandre området rundt på ca. 2 1/2 time, hvilket fruen var nogenlunde tilfreds med. En dag vandrede vi ned til badestranden Playa Amadores, der er kunstigt anlagt med sand fra Caribien. På et område af stranden er der nedlagt vandrør, så man kan afkøle sandet og dermed undgå et brænde fødderne. I det fine vejr skulle jeg naturligvis ud at bade, men det viste sig at være en kold fornøjelse, så jeg kom hurtigt ind på drømmesengen under parasollen, som vi havde lejet af en flot spanioler, der gik rundt og fjantede med de skandinaviske piger. Han satte klemmer i vores parasol som tegn på, at vi havde betalt og han afleverede kvitteringer for 8 1/2 euro, men inden Lilly kunne nå at betale var han videre.

 

   

 

De søde nordmænd med 2 børn betalte heller ikke, så vi regnede med, at han kom tilbage, men det gjorde han ikke. Så da vi skulle hjem, kontaktede Lilly ham med klemmer og kvitteringer for at fortælle, at vi ikke havde betalt. Han fik et helt chock, idet han skulle afregne efter antal udleverede kuponer, så han ville have tabt 8 1/2 euro på os. Han var meget glad for pengene og Lilly fik et vældigt knus!

 

Vores venner fra Sæby havde fortalt, at vi skulle tage en sejltur til Puerto de MOGAN – 3 kvarter fra Puerto Rico. Mogan var Simon Spies’s foretrukne sted på Gran Canaria. En lille fiskerby med 600 indbyggere udviklet til en flot ferieby, der også kaldes Lille Venedig, pga. arkadebroer over kanalerne. Husene er højst 3 etager og holdt i middelhavsfarver. På første sal er der mange smedejernsbalkoner. Biler har ingen adgang til de brostensbelagte gader. Der er stadigvæk et aktivt fiskeri, men havnen er ellers fyldt med store lystbåde. Da vi sejlede ind, mødte vi en lystbåd fra Hvide Sande.

 

   

 

Vi vandrede byen rundt i det flotte vejr og var så heldigde at finde en fiskerestaurant, der serverede den bedste søtunge, vi nogensinde har smagt. Det var direkte årsag til, at vi også en anden dag tog båden til Mogan, men denne gang en udvidet sejltur, idet vi skulle ud i et område med delfiner. Det var sjovt at se, hvor hurtigt de kan svømme. Vi gentog succesen med søtunge, dog i en lidt anden udgave.

 

Apropos udflugter sejlede vi en anden dag den anden vej, nemlig mod Maspalomas, men stoppede dog i havnebyen Arguineguin, hvor der var et kæmpemæssigt marked med tusindvis af turister. Det fik vi hurtigt nok af og fandt en pragtfuld beliggende restaurant, der serverede en fremragende lunch. Apropos marked så går den meste tid med at handle prisen ned. Her fik vi en stor oplevelse på havnen i Puerto Rico. Vi kom gående på fortovet i butikskvarteret, hvor sælgerne stod og råbte om deres fortræffeligheder. Pludselig blev jeg trukket ind i en fotoforretning, så Lilly blev helt forskrækket. Det var der dog ingen grund til, for vi havde mødt områdets store sælger, nemlig TONY fra SONY. Han startede med at vise Sonys sidste skrig inden for digitalt camera. Han ville sælge for euro 500. Jeg viste ham mit fine Canon G 9. Det reducerede straks hans pris til euro 100. Lilly rystede på hovedet men da han syntes, hun var så smuk, ville han sælge for euro 10. Han gik helt ned til euro 1,        men fruen var standhaftig, så i ren medlidenhed med min person, der havde så skrap en kone, endte det med, at han forærede mig apparatet helt gratis som en gave fra TONY fra SONY. Jeg takkede dog nej, men skønnede på hans venlige tanke.

 

   

 

Karin er som sagt tidligere rejseleder, så vi inviterede hende og TT med på biltur. Jeg ville gerne prøve en ny Polo, men det viste sig at være umuligt. Vi fik en Seat, der havde gået 66.000 km og virkede ret ramponeret, men vi kom dog afsted med Karen som navigatør. Efter lidt rundkørsel i Maspalomas området (hvor der i dag er 200.000 sengepladser) kom vi af den rigtige vej op til Fataga. En lille landsby i en dal, hvor der var en dejlig atmosfære. Vi besøgte forøvrigt bageren, idet vi ikke kunne stå for hans kokosboller, der også smagte himmelsk.

 

Vi kørte videre til San Bartolome, hvor Karin havde opsporet et vinkoopartiv, der desvære holdt siesta. Til  gengæld fik vi en dejlig omelet på byens torv, inden vi kørte til den skønne by Santa Lucia. Som navnet antyder, er det her, man fejrer de store Santa Lucia optog. Vi sluttede af med en lille gåtur i byerne Ingenio og Aguimes, hvor der er gjort meget for at udsmykke byerne med kunst og i det hele taget dæmpe indtrykket af rå turisme. En pragtfuld dag med mange indtryk stærkt dirigeret af Karin. Tak for det.

 

   

 

Hjemme i lejlighedsområdet var der et indkøbscenter med alt muligt for turister. Vi handlede ind i den lokale Netto, hvor vi dog synes, der var dyrt. Eksempelvis havde jeg lyst til sild og købte et lille glas med dilddressing. Det kostede danske kroner 40,- så det blev et eengangskøb. Til gengæld var der masser af pubs m.v., hvor der blev vist TV fodbold. Masser af engelske kampe, men vi så da Grækenland – Danmark 1-1 og FCKs 2-2 kamp mod Manchester City. Men hovedbegivenheden var, da AaB udraderede Dopertivo med 3-0. En fantastisk flot kamp, der blev belønnet med et glas fadøl.

 

Som det måske fremgår af beskrivelsen, har vi indtaget mange gode måltider og har i det hele taget været meget overrasket over, at der fandtes så mange gode spisesteder. Vores favoritsted Restaurante Picasso var nabo til lejlighedskomplekset. Her var maden helt suveræn, og de havde alle gode spanske vine til moderate priser, dvs. euro 15. Men også betjeningen var suveræn. De var 4 ældre herrer, der både var effektive men også sjove. F.eks. var de rystet over, at vi ville have rødvinen lidt afkølet. Det er ikke så unormalt, men måden de fik udtrykt deres forfærdelse på var genialt. Sidste aften spiste vi naturligvis på Picasso. Da Lilly skulle betale, kom tjenerne og gav os hånden og takkede for vores indsats og ønskede os lykke med hjemrejsen og et forhåbentlig gensyn. Det mærkelige er, at vi havde ikke sagt et ord om, at vi skulle hjem!

 

   

 

Det skulle vi imidlertid. Blev hentet af bussen kl. 04.50 om morgenen og blev i rasende tempo kørt ned af de stejle gader, så vi var ved at blive køresyge. Vi nåede Aalborg kl. 16.00 kun 1 1/2 forsinket, så vi var hjemme ved slagteren på Emilievej inden lukketid.

Opladt med ny energi efter 14 dage i lidt primitive forhold, men med dejlig mad og vine, flinke naboer og golfere samt 14 dage med pragtfuldt vejr.