Flot Bourgogne middag

2019-01-16T14:26:06+00:0018. april 2009|Kaj og vin|

Vi var inviteret til middag og besigtigelse af nyt hus hos gode venner. Husets frue fortalte, at hun igennem årene havde gemt de vine, vi havde foræret dem, og de skulle drikkes sammen med et par mere.

 

Det blev en meget spændende aften. Vi startede med røget laks, asparges og peberrodsfløde. Dertil vil man normalt drikke eksempelvis Pinot Gris fra Alsace, men det viste sig, at alle vinene vi fik, var rødvine fra Duroche, Gevrey Chambertin. Vores gode ven.

 

Til laksen fik vi årgang 1999 Champeaux 1. cru, der var helt på toppen og matchede laksen perfekt. Vi fortsatte med en Estournelles St. Jacques årgang 1996. Lidt mere tannin end i den første vin, men da vi fik lammeculotte, flødekartofler, bønner m.v. forsvandt tanninen, og den almindelige village Gevrey Chambertin 1995 fortsatte i samme spor. En lille smule strammere i smagen.

 

Næste vin, Lavaut St. Jacques 1996, var som skabt til culotten. Derefter kom en Latricieres Chambertin 1992, som gav os lidt af et chock. Årgangen er helt bortdømt, men da vi smagte en lignende vin for et år siden, var den stadigvæk kraftfuld. Dette var der ikke tale om nu. Nærmest helt lyserød for ikke at sige farveløs, men smagen var fin. Dog nok lidt for meget saftevand.

 

Sidste rødvin var en Chambertin Clos de Beze årgang 1999, som vi havde foræret fruen til en rund fødselsdag. Den var for varm, så den blev sat udenfor i kulden. Da den endelig havde fået den rigtige temperatur (16 grader) vågnede den op til en fin balance mellem frugt og tannin, flot perfekt farve på vej til tegl, meget elegant og uden svage sider. Aftenens højdepunkt til stor fornøjelse for os alle.

 

Nu håber vi alle, at vi vil blive udsat for den samme ide en anden gang. Middagen sluttede med hjemmelavet is + Tokay 98, der havde mistet meget af sødmen, så den faktisk var blevet sur, hvilket forøvrigt  passede en af gæsterne perfekt!

 

En meget flot aften, vi gerne ser gentaget om 15 år.