Smagning med Hubert Trimbach på Skovbakken i Randers

2019-01-16T14:26:06+00:0022. april 2009|Kaj og vin|

Min gode ven Ib Bergkjær, Sigurd Müller Vinhandel havde inviteret til smagning hos Peder Mikkelsen, Skovbakken, Randers. Anledningen var besøg af Hubert Trimbach, Alsace, som jeg har kendt siden 1985 og besøgt mange gange. Vi har også været sammen i Stavanger, hvor Marianne og Anders blev gode venner med ham, og endelig har Annette engang været på skiferie sammen med ham i alperne og holdt kontakten med ham, så han må da kaldes en ven af huset.

 

Nu var vi så heldige, at Anders har holdt foredrag i mine netværk og netop haft det sidste i Skalleup Feriecenter onsdag formiddag, så han kørte os til smagningen i Randers. Så kunne Lilly for en gangs skyld nyde mad og vine. Vi havde flg. oplevelse:

 

   

 

Velkomst Muscat Reserve 2007. Den er karakterikstisk for Trimbachs vine. Tør karakter, bemærkelsesværdig syrlighed, der giver friskhed, finesse og elegance. Trimbachs Muscat har slet ikke den sødme, som mange andre Muscat’er har! Den er tør, let og blomsterrig. Dufter af Muscat.

 

Fiskesuppe med kammuslinger. Riesling Reserve 2006 og Riesling Cuvée Frederic Emile 2004, der kommer fra grand cru markerne Geisberg og Osterberg. Det skal man helst ikke sige, når han hører på det, idet han ikke ønsker at prale af grand cru betegnelserne, idet han mener, at deres egne (varemærker) kan stå for sig selv.

 

Indtil videre har det været en stor succes. Frederic Emile er ved utallige konkurrencer kåret som bedste vin, og Wine Spectator og mange andre har i diverse år kåret den som verdens bedste Riesling. Vi smagte yderligere en Riesling Cuvee “M”, hvor M står for marken Mandelberg (der forøvrigt også er en grand cru mark). Lidt af en raritet, da den kun er produceret i år 1996, 2003 og 2004.

 

   

 

Når vi er ved Riesling, havde vi også fornøjelsen af at få serveret 1 fl. Clos St. Hune, der i vinøse kredse regnes for verdens bedste Riesling. Den kommer fra Rosacker (også grand cru!) i Hunawihr og produceres kun i ca. 7.000 flasker årligt. Den frigives først 4 år efter høst og koster i udsalgspris ca. 850 kr. I dette tilfælde drak vi årgang 1995, der havde en pragtfuld duft af petroleum. Hubert kalder det dog for mineraler, hvilket nok er klogt, da min borddame absolut ikke skulle have mere af det petroleumsstads. Nu kan I jo gætte på, hvem der fik glasset! Forøvrigt er etiketten med kirken i Hunawihr ikke ændret i 100 år. Til al den gode Riesling spiste vi en dejlig carpaccio af oksemørbrad med parmesan.

 

   

 

Derefter en let og lækker perlehøne med svampe og østershatte m.v. Hertil fik vi Pinot Gris reserve personelle , hvor druerne kommer fra marken Osterberg, der er lige i nærheden af bygningerne. Vi fik skam også Pinot Gris Hommage à Jeanne årgang 2000, nemlig det år hvor Trimbachs moder blev 100 år, så det er en hyldest til hende. Nok mest til glæde for vi andre, der fik en ganske intens og fyldig Pinot Gris. De rigtige smagere kan smage hvide ferskener, abrikoser og krydderier kombineret med en herlig mineralitet.

 

Så kom vi til osten, der naturligvis var Münster, der kræver Gewurtztraminer. I dette tilfælde Cuvee des Seigneurs de Ribeaupierre vintage 2001 fra markerne Trottacker og Osterberg. Prisen er nu 200 kr. for en ny flaske, men den er også pengene værd.

 

   

 

Til dessert fik vi en kage med lime sorbet. Hertil en meget lækker Pinot Gris Vendange Tardive, der har en pragtfuld fyldig sødme, der ikke er for voldsom.

 

En flot afslutning på en dejlig Trimbach aften, hvor det var herligt at møde Hubert igen.

Han er stadigvæk i fin form (72) år og påstår, at det er den daglige portion Alcace vin, der holder ham ung. Han henviser gerne til moderen, der blev 103 1/2 år.

 

Jeg har funderet lidt over, hvordan det kunne gå til, at Lillys bedstefader Thomas i Strandby kunne blive 102 år (næsten). Han drak nemlig kun vand, der kom fra brønden, der var placeret midt på gårdspladsen ved siden af møddingen. Vandets farve lignede ganske vist en gammel Pinot Gris, men det skyldtes nok mere, at det var fyldt med okker. Skal vi ikke håbe på, at vi har et bedre men nok kortere liv med vin!