FOX – Ringkøbing: 31 – 22 og præsentation af ny træner Knut Ove Joa

2009-05-17T00:00:00+00:0017. maj 2009|Kaj og familien|

Til den sidste gruppespilskamp blev der serveret kaffe og kage til erhvervsklubben, og man benyttede lejligheden til at præsentere den nye træner Knud Ove Joa, der kommer fra Gjerpen i Skien, Norge.

 

Han er 33 år og godt kendt med dansk håndbold, idet han i 3 år var hjælpetræner i Randers, bl.a. under Kirsti Grini. De sidste 3 år har han været cheftræner for Gjerpen i Skien, der bl.a. har været i europæisk semifinale. Han kommer til at arbejde med 2 spillere fra Gjerpen, der nu spiller i FOX, nemlig Pernille Fisker og Renate Saastad.

 

Han er uddannet DHF diplomtræner og er startet på DHF Master Coach uddannelse. Han medbringer sin sambo Lene Tønnesen, der er velkendt for sin tid i Randers og Horsens. Nu er spørgsmålet så, om han skal være træner for et ligahold eller 1. division. Det afgøres ved kampe mod Sønderjyske. Den første spilles lørdag i Haderslev. Returkampen spilles ugen efter i Arena Nord.

 

Kampen i dag mod Ringkøbing blev vundet med 31-22 efter en jævn kamp, hvor det var tydeligt, at FOX havde mest at kæmpe for og var foran i hele kampen. Martina Adamsson-Jensen startede og sluttede helt suverænt og bankede 9 mål ind og blev dagens FOX spiller.

 

Men også Lise Kirkegaard er i topform og scorede 7 gange. Vores målkone Hanne Frandsen stod en fremragende kamp. Vi må håbe, hun kan holde samme niveau i de kommende kampe mod Sønderjyske. Så giver jeg hende en flaske Chambertin.