Sommerudflugt med DSV 8 til Hanstholm museumscenter

2019-01-17T11:55:28+00:0015. maj 2009|Ledelse og kommunikation|

Efter netværksmødet i Frederikshavn, fortsatte vi med stor fart til Aalborg, hvor bussen ventede kl. 13.00 ved Kunsten for at køre til Hanstholm med 38 deltagere fra VL gruppe 8. På vej ud af byen fortalte Lars Krull (født i Vadum) om industrieventyr i Nr. Sundby m.v. og ikke mindst om flyvepladsen, der i en periode under krigen var Danmarks største arbejdsplads.

 

Lars kendte hver plet i Vadum og Omegn herunder kanonstillinger m.v., men det blev endnu værre da Jørn Rosenmeier overtog mikrofonen for at fortælle om tyskernes bygning af bunkers i Hanstholm. Han kendte nemlig hver eneste kanonrør. Han kunne bl.a. fortælle, at der i Hanstholm som led i Atlantvolden i 1941 blev bygget 4 store 38 cm kanoner, der kunne skyde 55 km næsten halvvejs til Norge, hvor der forøvrigt i Kristianssand findes et kæmpebatteri. Hvert rør vejer 110 tons og granaten 800 kg.

 

Vi besøgte det nye Hanstholm Museumscenter, hvor vi kunne bese kanonerne, ammunitionsbunkere, luftværn, mandskabsbunker, lyskastergarage, elværk, maskingeværstillinger, morterstillinger, depotbunkers osv. Museumsbanen eksisterer stadigvæk. Den mindes jeg nu bedst fra en Olsen Bande film.

 

   

 

Alle deltagerne blev inddelt i 2 hold. Amatørerne for sig og de professionelle for sig. Sidstnævnte var de rigtige mænd. Jeg gik på pigeholdet, der dog fik turen forkortet pga. kulde. Vi spadserede til Hotel Hanstholm til hårdt tiltrængt eftermiddagskaffe. Men museet var en stor oplevelse. Flot, at det er lykkedes at reetablere så flot, når man tænker på, at alt var ribbet efter krigen. Nordmændene i Kristianssand har imidlertid været meget flinke til at bistå med inventar, dragter, granater m.v.

 

Turen fortsatte derefter i bus til Bulbjerg, hvor vi kunne se resterne af Skarreklit og få en lille vandretur i det gode vejr.

 

Vi kørte derefter i det flotte landskab frem til Hotel Sanden Bjerggaard Hotel og Kursuscenter, hvor Søren Grøn tog imod os med et glas Cremant. Han fortalte den spændende historie om hotellet, inden vi fik serveret Bornholmsk laksesalat med kommens brød. Hertil Trimbachs Pinot Gris Reserve. Derefter Bøf af oksemørbrad, serveret med bacon, ærte og perleløgs cassoulet, pommes korkettes og paprikasauce med peber. Hertil drak vi Pomerol Ch. Renaissance 2001. Desserten bestod af mandel-marengskage med calvadosskum og italiens vaniljeis. Hertil skulle vi have haft Pineau des Charentes fra monsiur Thomas, Ch. de Beaulon, men ved en fejltagelse fik vi serveret en mousserende vin fra Alta-Vista.

 

Selskabet var derefter moden til hjemturen efter en spændende dag, hvor Jørn og Lars vil blive husket for deres kanonindsigt.