Fra Nato til OPLOG

2019-01-17T11:55:28+00:001. juli 2009|Ledelse og kommunikation|

Onsdag var skiftedag hos søværnet i Frederikshavn. Kommandør Carl Boyum Johansen tiltrådte som ny chef for OPLOG og dermed også som ny garnisonskommandant for søværnet s 12 myndigheder (1.700 ansatte) i Frederikshavn.

 

Calle (som han proklamerede) afløser kommandør Per Frank Hansen, der dog kun flytter 200 meter længere væk for at overtage jobbet som chef for søværnets 1. eskadre, der bl.a. udfører forsvarets opgaver i danske farvande og i Nordatlanten. Per har været chef for det, vi i gamle dage kaldte flådestationen i 6 år. Men ved forrige forsvarsforlig blev strukturen ændret, så han dels blev garnisonskommandant og chef for OPLOG, hvor der er ca. 220 mand beskæftiget. Det har været een lang forandringsproces, hvor det seneste tiltag har været et stilskifte, idet man er gået over til værdibaseret ledelse.

 

Min gode genbo Lars har været konsulent på opgaven, der ser ud til at udvikle sig til en succes. Mulighederne skulle være store, idet den nye chef (Calle) fortalte, at han i Northwood i England, hvor han var chef for NATOs maritime hovedkvarter, også arbejdede med at forny ledelsesprocessen til en mere værdibaseret stil, så det tegner lovende.

 

Chefskiftet blev markeret ved en kombination af reception og kontaktdag, dvs. at visse nøglepersoner/kontaktpersoner i Frederikshavn var inviteret med og dermed tvangsindlagt til en større fortælling om søværnets fortræffeligheder og ikke mindst konsekvensen af det nye forsvarsforlig. Dette indlæg m.v. foregik i officersmessen, hvor der var stegende hedt ikke mindst for de mange officerer i jakkesæt, men Per Frank Hansen formåede på sædvanlig frisk facon at holde liv i forsamlingen, der takket være Jan og KT i baren, ikke havde langt til fadølsankeret.