Hvilken dejlig dag det er i dag

2019-01-17T11:55:28+00:003. juli 2009|Ledelse og kommunikation|

Jeg startede i morges med at køre til bageren efter morgenbrød, som jeg tog med til Lars Olsens sommerhus i Bratten, hvor også Kirsten Kjellberg mødte op med dejlige Lærke, der har en appetit uden lige, men som andre trinde mennesker altid er i godt humør.

 

Kirsten og Lars er mine gamle medarbejdere, der startede Lederiet for nogle år siden sammen med Jesper Rasmussen, der også hører til klanen, men bor på Sjælland. Vi mødes engang imellem og drøfter, hvad vi får tiden til at gå med.

 

Kirsten har hylende travlt med projekter om lederudvikling og innovation, og Lars er startet med at skrive Phd-opgave i Hjørring kommunes tekniske forvaltning. Han vil prøve, om han kan finde ud af kommunikativ intelligens blandt diverse ledere og medarbejdere. Det ser vi meget frem til, om det lykkes. Jeg har selv megen glæde af mine netværk, hvor vi møder mange spændende foredragsholdere m.v.

 

   

 

Inden vi havde tygget af munden, og det gik allerbedst med samtalen, måtte jeg hjem, idet vi havde inviteret Bodtil Thrane, Mette Marie og Johs. Holm til frokost på østterrassen. Lilly havde dækket bord og serverede en fremragende laksetærte. Jeg fandt en flaske Riesling fra Trimbach, der altid gør lykke. Vi sluttede med ost og rødvin. På operaturen til Amsterdam var vi meget sammen og havde det svært hyggeligt. Nu fik vi lejlighed til at gøre lidt gengæld. Det helt fantastiske vejr bidrog til en dejlig eftermiddag.