Familieudflugt 2009

2009-08-14T00:00:00+00:0014. august 2009|Kaj og familien|

Årets familieudflugt startede hos købmanden i Kilden, der ganske vist er nedlagt forlængst, men parkeringspladsen er der.

 

Via Lendum, Tårs og Vrå nåede vi frem til Børglum Kloster, hvor slotsfrue Anne Rottbøll modtog os. Som sædvanligt i strålende form viste hun os gemakkerne og de mange udstillinger, hvor Esben Hanefelt for øjeblikket udstiller i kirken, der i sig selv er et besøg værd.

 

   

 

   

 

Vi så H.C. Andersens værelse, legetøjsmuseum, vognmuseum, operadragter, urtehaven, køkken, minder om Christian Michael Rottbøll, der blev skudt i 1943, gæsteværelser, kongestue og meget mere.

 

Hans Rottbøll overtog klostret i 1984 og driver nu godsets 437 ha som almindeligt landbrug med vægt på planteavl. Mejetærskerne kørte da også på fuld drøn i det fine høstvejr. Familien (4 børn) bor i hovedbygningen, hvor der er 85 værelser. Stor tak til Anne for, at du tog dig tid til at guide os.

 

     

 

   

 

Vi fortsatte derefter til Villa Vest i Lønstrup, der var klar med stjerneskud og St. Veran fra Duboeuf. Efter det friturefrie måltid fortsatte vi til fods langs kysten til Skallerup Klit Feriecenter, hvor adm. direktør Niels Bro tog imod os og fortalte om centret, der oplever stor succes med Niels som meget engageret trækdyr.

 

Eftermiddagen sluttede med 2 timers ophold i det hyperflotte Romulus bad, hvor hele familien med ildhu kastede sig i dampbade, saunaer, spa indendørs og udendørs, diverse bade med forskellige temperaturer fra 8 grader til 43, jetmassage, ansigtsmasker der fjernede rynkerne, rensecreme, der blev fjernet med en ru handske osv. osv.

 

       

 

Det var derfor et nyvasket selskab, der blev modtaget af den nye restauratør Thomas Riis med personale til et glas tysk sekt fra Schloss Wacheheim, Gewürtztraminer Pfalz.

  • Forretten var lækker jomfruhummer, hvortil vi drak en østrigsk riesling Nigl.
  • Hovedretten var lækker oksermørbrad med kantereller. Dertil en fantastisk Echézeaux 2002 fra Balland.
  • Dessert bestående af chokoladekage, is og frugt skyllet ned med noget så sjældent som et glas sød sherry Pedro Ximenez.
  • Som afslutning en kop kaffe på husets regning.

Et meget flot måltid som fin afslutning på en super familiedag.