I dronningens fodspor – La Scala i Aalborg

2009-10-19T00:00:00+00:0019. oktober 2009|Kaj og familien|

Vi var så heldige at blive inviteret til ballet med La Scala i Aalborg Kultur- og Kongrescenter, der havde premiere søndag aften. Dronningen deltog sammen med hofdamer m.fl. transporteret i hoffets VW transporter. Jeg havde jo gerne set, at hun var kørende i en af sønnernes Maserati, men det må vente til en anden gang.

 

La Scala skal optræde med i alt 6 forestillinger i Aalborg, nemlig 3 aftener med balletten “En Skærsommernatsdrøm” (18-19-20. oktober) og 3 x opera “Viva la Mamma” (22-23-24. oktober). La Scala kommer til Aalborg med ca.:

  • 220 personer
  • 20 operasangere
  • 65 balletdansere
  • 60 musikere
  • kor med 20 sangere
  • teknikere m.fl.

Balletten blev en kæmpe oplevelse. Første akt handler om en række personer, der er forelsket i hinanden, men klovnen Puk bedøver dem med magi, så de forelsker sig i den første, de ser. Total forvirring. De forkerte får hinanden, en bliver tryllet om til æsel (som jeg i første omgang så som en elg), men det hele ender med et tredobbelt bryllup. 

 

Efter pausen var 2. akt en balletmæssig oplevelse med flotte (uhyre pæne) dansere, fantastiske spring, elegance osv., osv. Dertil kom, at anden akt indledtes med Mendelssohns Bryllupsmarch. Det hele blev krydret med 21 danske balletebørn fra Det Kongelige Teaters balletskole i Holstebro. De optrådte sammen med verdensstjernene, som om de aldrig havde lavet andet. Det var også en flot præstation.

Der var næsten udsolgt, og publikum gav et tordnende bifald. Spørgsmålet er imidlertid, om der kommer publikummer nok til i alt 6 forestillinger? Det har kostet 10.5 millioner at få La Scala til Aalborg, og selv om der kommer 8.000, dvs. udsolgt til alle forestillinger, giver det hele underskud.

Det har Ernst Trillingsgaard naturligvis regnet ud, så han har dækket sig nogenlunde ind ved gode sponsorer. Jeg synes, det er en fantdastisk flot satsning. Han har kæmpet i mange år for at få La Scala herop, og han har kæmpet for at få penge til begivenheden. Man skulle næsten tro, han er vendelbo. Stædig og lidt fattetung. Men han er fra Jegindø!
 
I pausen talte vi med en restauratør, der har satset på en italiensk uge. Alt udsolgt. Medens Lilly hentede en dansk vand til os, kom en lokal dame hen til mig. Hun er meget optaget af ballet og havde glædet sig i månedsvis. Købt dyreste billet (1500 kr.). Mødt op til frokost som hun havde nydt med en flaske italiensk vin, havde indkvartertet sig på Hotel Hvide Hus osv. osv.

Vi kan vel roligt sige, at der indføres merværdi for hele lokalsamfundet. Mama Mia hvor det skal blive spændende at opleve operaen på torsdag. Balletoplevelsen kan bedst beskrives med et ord: SMUKT