Viva la Mamma med Accademia Teatro alla Scala i Aalborg

2009-10-22T00:00:00+00:0022. oktober 2009|Kaj og familien|

Efter mandag aftens store oplevelse med balletten En Skærsommernatsdrøm var det spændende, hvorledes det ville være at se operaen Viva la Mamma med eleverne fra La Scalas operaskole.

 

Trillingsgaard har haft nogle trakasserier med Politiken, der har påstået, at han har narret folk og ikke fortalt, at det var folk fra Akadamiet, der udvikler de kommende stjerner. Den sag er afsluttet, og der var ingen, der tænkte på, at det var yngre talenter, vi oplevede.

 

Snarere tværtimod. Vi kunne glæde os over friske, smidige og vitale stemmer i koret og hos solisterne. Musikken var stilsikker og hel suveræn. En opera kan være karakteriseret ved at være vældig langsommelig, sørgmodig med mange kærlighedsforviklinger, magtkampe, mord, hvor de døde dog har den fordel, at de rejser sig op igen.

 

   

 

 

Her fik vi en hel anden form. Den gode opera nåede aldrig at blive spillet. Aktørerne var i gang med forberedelserne, men jalousi og magtkampe mellem primadonaerne, komponist, musikere osv. medførte, at det hele endte i opløsning, og alle flygtede til alle verdenshjørner.

 

Men forinden blev vi præsenteret for et meget veloplagt humør- og tempofyldt ensemble af 30 aktører. Hovedrollen som Mamma Agata var aftenens oplevelse. En næsten to meter høj kvinde, der viste sig at være en mand med en kraftfuld udstråling en imponerende baryton og en spilleglæde, der nåede helt op til os bagest i salen. Hun havde ikke en tone i livet, hvilket ikke kan påstås om de gode sopraner, der kæmpede om retten til at være primadonna nr. 1. Det hele var forøvrigt pakket ind i et idyllisk scenebillede, der havde en farvesammensætning, så man skulle tro Poul Anker Bech havde ført penslen.
 
Det var en international opera af format, og man kan roligt sige, at Ernst Trillingsgaard og hele hans ensemble af bestyrelse, sponsorer, medarbejdere m.v. har vist stort format ved at tage la Scala til Aalborg. De har virkeligt levet op til Aalborgs slogan: Vild med Verden.