Ib Bergkjær ny administrerende direktør for Sigurd Müller Vinhandel

2019-01-16T14:26:04+00:004. november 2009|Kaj og vin|

I forbindelse med afskedsreceptionen for Regner Jensen udnyttede man lejligheden til at byde Ib Bergkjær velkommen som ny adm. direktør.

 

Ib er flasket op med vin. Begyndte allerede i pubertetsalderen at samle på vin og arbejdede efter skoletid i den lokale vinhandel i Nørresundby. Med en kontoruddannelse i bagagen blev han for 17 år siden ansat som lagerekspedient hos Sigurd Müller. Her afslørede han en arbejdsduelighed helt ekstraordinært og en interesse for vin, der bl.a. har medført en imponerende samling af store vine.

 

Han har altid arbejdet flot sammen med salgskonsulenterne og haft et helt enestående teamwork med firmaets salgsdirektør Preben Mikkelsen. Det var derfor naturligt, at han afløste Preben, da han lod sig pensionere. Ib har derfor de senere år været både indkøbschef og salgschef med stor succes, så det var igen helt naturligt, at Regner pegede på ham som sin efterfølger.

 

Jeg har selv haft fornøjelsen af at kende Ib lige fra starten i Sigurd Müller og haft utallige store oplevelser sammen med Ib og Preben. Bl.a. har vi været i Bordeaux flere gange til verdens største vinudstilling Vinexpo.

 

Et år var der forrygende varmt. Aircondition anlægene kunne ikke klare nedkølingen, og vi var ved at dø af varme. For ikke at dehydrere fik jeg en formiddag nok lidt for meget at drikke, idet jeg på typisk vendelbo facon drak glassets indhold i stedet for at spytte ud. Jeg måtte udenfor i den varme luft, og Ib var så flink at finde to stole, hvor vi placerede os i skyggen lige ved indgangen. Jeg faldt omgående i søvn. Snorkede højlydt, så det må have været ganske pinligt for Ib. Men han fandt snart ud af at sige til de forbipasserende: ”C’est mon pere”, og så grinede alle.

 

Det samme år var han blevet ganske nyforelsket i Pia (nuværende hustru, datter af Georg, der har været sælger i firmaet siden firmaets start). Sidste aften i Bordeaux var Preben til festmiddag på Domaine Chevalier i Graves. Ib og jeg sad i bilen med soltaget åbnet og nød det fine aftensvejr. Vi skulle først køre hjem næste morgen men blev enige om, at så snart Preben havde danset færdigt, ville vi køre hjem. Så han blev lagt på bagsædet i smokingen.

 

Da vi kom lige nord for Hamburg, begyndte Prebens Peugeot at hoppe så mærkeligt. Preben havde lige fået elsystemet skiftet, men hver gang vi standsede i vigesporet gik motoren perfekt. Det lykkedes dog at få fat i en ekspert i autobane stop. Vi blev afhentet af en slags 2 etagers lastbil, hvor Peugoten blev hejset op på 2. sal. Preben og jeg kom ind i førerhuset, mens Ib sov som en sten på forsædet i Peugoten. Da han vågnede, troede han, at han var kommet til himmels – svævende i fuld fart i 3 meters højde med soltaget åbent. Ud fra den måde Pia modtog ham på i Aalborg, vil jeg tro, han nåede skyerne senere på dagen. Jeg vil ønske alt muligt godt for Ib i det spændende og krævende job.