Juleaften i Skiveren

2009-12-24T00:00:00+00:0024. december 2009|Kaj og familien|

Marianne og Anders havde inviteret til juleaften i sommerhuset i Skiveren. Anders ville holde norsk jul. Lilly kunne derfor for 2. gang i 45 år holde fri juleaften og komme med i kirke.

 

Marianne foreslog, at vi gik i Tversted kirke kl. 16.30. Jeg havde godt nok skrevet til Laurids Korsgaard, at vi kom i Frederikshavn Kirke, men det må vi have tilgode.

 

Den lille kirke i Tversted var stopfyldt og præsten var ikke uden humor, da han proklamerede, at han også holdt prædiken 1. juledag kl. 10.30, og da ville han garantere, at der var plads til alle!

 

Vi kørte derefter til Skiveren, hvor der var masser af sne. Marianne bød på champagne fra Brun i Ay – vintage 2004. Glimrende idé. Anders havde arbejdet i flere timer i køkkenet for at tilberede rensdyrkøllen med tilbehør. Særlig saucen var gennemarbejdet. Maden smagte pragtfuldt og blev flot ledsaget af en 2007 Griotte Chambertin og en 2004 Brunello.

 

   

 

   

 

   

 

Lilly havde efter ordre fra Marianne medbragt en portion Ris a la Mande. Anders fandt med stor sikkerhed mandelen og fik som belønning en tube brusebadssæbe! Hertil drak vi en brombærlikør hjemmebrygget af Sveinung, broderen til Anders. Vi skulle af gode grunde overnatte i Skiveren og benyttede lejligheden til at ønske glædelig jul med en flaske champagne fra Brun, medens julegaverne blev pakket ud. Godt mætte, trætte og begavede gik vi i seng. Men Lilly var blevet godt snottet og pudsede næse uafbrudt, så vi stod tidligt op og listede hjem til sengen i Frederikshavn.

 

Hun er nu stået op og har travlt med at stege dyrekølle og and, som August har bestilt, idet han ikke mener, man kan holde jul uden andesteg. Marie, August, Annette og Per holdt juleaften hos Bente og Poul i Sæby, men desværre måtte Annette holde sengen med influenza, så nu bliver det spændende, om hun bliver så kvik, at hun kan komme med her til aften.