Nytårsaften på Orionvej 32

2019-01-16T14:26:04+00:0031. december 2009|Kaj og vin|

Som sædvanligt ankom Inger og Jes kl. 17.55. Champagnen fra Pol Roger var klar, og vi nød den dejlige drik til Dronningens nytårstale, der var lige efter bogen uden skarpe kanter. Der var ganske vist en ung pige, der blev spurgt om  hendes syn på talen, og hun svarede ”Det var en tynd kop the”.

Det var nu ikke vores oplevelse, men vi havde jo også Pol Roger i glasset. Lilly serverede derefter en lille portion foie gras på hjertebrød. Hertil fik vi en Trimbach Pinot Gris Reserve Personelle årgang 1990. Alletiders kombination. Den gamle Gris havde lige den grad af sødme i smagen, der gjorde den perfekt til foie gras.

 

Efter denne flotte start kom torsken på bordet. Som sædvanligt leveret af Chris Fish, Frederikshavn. Lilly havde godt nok svovlet over, at torsken var for stor, men hele hendes store arbejde viste sig at være det hele værd. Smagen var perfekt, hvilket blev understøttet af Trimbach 2004 Riesling cuvee M. Der bredte sig ligefrem en duft af petroleum i stuen. Helt optimalt.

 

Så var det ostens tur. Hertil havde jeg fundet en Ch. Palmer, Margaux 2003 Alter Ego. Jeg troede engang, at det var Palmers 2. vin, men det er ikke tilfældet. Alter Ego har helt sin egen historie. Kommer fra udvalgte jordstykker. Normalt 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot. Fermentationsprocessen afviger også fra monsieur Palmer. Den havde en kraftig bouquet og megen frugt, og Jes nød hver eneste dråbe. Det er nemlig således, at Ch. Palmer er hans yndlingsvin, han gerne ville have som husets vin, men realøkonomien har forhindret ham heri.

 

Navnet Palmer fremkom ved, at en engelsk generalmajor Charles Palmer fra Bath, der året før Waterloo befandt sig sammen med en ung enke i rejsevognen fra Lyon til Paris. Enken skulle til Paris for at sælge sin mands vinslot i Margaux. Charles Palmer var handlingens mand, så han købte slottet og ændrede navnet fra Gasq til Palmer. Han anede forøvrigt ikke, at han dermed blev nabo til Ch. Margaux, hvilket han aldrig fortrød. Ch. Palmer blev ved 1855 klassifikationen placeret i 3.cru, men mange mener den i dag ville placeres i toppen af 2. cru.

 

Nu var vi kommet til Margaux, så jeg fandt en Ch. Ferriere, også en 3. cru. En lille ejendom placeret i byen Margaux. Der er intet slot, men vinen har en lang og spændende historie, som jeg skal skåne jer for denne gang. Denne årgang 1988 var en ren delikatesse. Den havde naturligvis den teglrøde farve, men var stadigvæk utrolig frisk i smagen og med masser af frugt.

 

Lilly afsluttede måltidet med is og frugt i en nøddekurv. Hertil nåede jeg ikke at finde noget drikkeligt, idet tiden helt var løbet fra os, da klokken var blevet 5 minutter i midnat. Inger og Jes havde medbragt en flaske champagne Laurent–Perrier, som vi tog med ud på østterrassen, hvor vi kunne opleve det flotte fyrværkeri over Frederikshavn, Strandby, Skagen og Læsø. En perfekt afslutning på en helt vidunderlig nytårsaften.
 
Godt nytår
Lilly og Kaj