Sne på Orionvej 32 – og sne i gamle dage!

2010-01-06T00:00:00+00:006. januar 2010|Kaj og familien|

Jeg er som bekendt født den 9. maj 1941 i Ugilt, der er en form for centrum i Vendsyssel. Min far var vejformand og dermed ansvarlig for snerydningen, så jeg er vokset op med endeløse telefonopringninger fra gale mennesker, der klagede over snerydningen. Det kunne være landmænd, der ikke kunne få mælken afhentet eller svinene leveret. Det værste var sygdom, der kaldte nerverne frem.

 

Det var min mor, der måtte tage imod reklamationerne, men når det blev for groft, skred Olga fra Linderum Central ind. Hun kunne jo høre alle samtalerne og kunne finde på at afbryde samtalen og fortælle klageren, at det jo ikke var min mors skyld, at vejene var lukket af sne. Såvidt jeg husker, var der lige efter krigen kun een vognmand i kommunen, nemlig Åge Jepsen, Linderum. Han kørte med sneplov engageret af Ugilt kommune. Han havde en Triangel lastbil, vistnok fremstillet i Odense/Randers. Da det var meget vanskeligt at få benzin, var den ombygget til at køre på briketter af træ eller tørv. Jeg var ofte med ham ude at køre. Bundtrækket var ikke særligt godt, så når vi var ved at gå i stå i de mange bakker, skulle jeg kravle ud på trinbrættet, åbne motorhjelmen i højre side og give karburatoren en portion sprit, eller hvad det nu var.

 

Der var mange af vejene, der var gravet igennem bakker, og det gav god basis for snefygning, der lagde sig på vejen, og i løbet af ingen tid kunne der være 2 meter sne. Det var mere, end Trianglen kunne klare, så der var ofte 5-6 mand med oppe på ladet, der sprang ud i snedriverne og skovlede lastbilen fri.

 

Når så hele kommunen var sneet inde, blev alle skovlebærende mænd beordret til at møde hos snefogeden, der var udpeget for et bestemt distrikt. Det var et flot syn, når sådan et sjak på 20 mand skovlede sig igennem. De skar ofte sneen ud i fine firkantede blokke og stablede dem op i vejkanten, men hvis der så efterfølgende kom snefygning, var det helt umuligt at kaste sneen op over de høje sider.

 

I årenes løb kom der yderligere en vognmand, og kommunen fik selv en lastbil, og Jepsen fik Trianglen udskiftet med en Bedford osv. Når vi kører en tur i Klosterskoven, mindes jeg ofte snemasserne på vejen fra Lendum til Glimsholt.
 

   

 

Hvorfor nu al den snesnak? Fordi vi for første gang i flere år vågnede op til en forrygende snestorm, der totalt lukkede Orionvej for bilkørsel. Det tog os 2 timer at rydde indkørslen og helt sensationelt dukkede sneploven op kl. 11 og skabte dermed hul ud til omverdenen. Når det var en sensation, skyldes det, at vi er deklassificeret til gruppe 2 og oplever derved, at vi er de sidste, der får vejen ryddet på trods af, at vi er den vej, der har mest sne pga. højden og vejens sving.

 

Så var det så uheldigt, at den første dag med snevejr, fik sneploven ikke skrabt ordentligt med det resultat, at vi har kørt i dybe isbelagte furer, der har skrabt mod bilens bund, så udstødningsrør m.v. er blevet revet af. Men vores gode genbo Lars ringer hver dag til kommunen og klager over vejens tilstand og havde altså held med sig i dag til at få ryddet kl. 11, og så var chaufføren endda så flink, at han stak ploven ind i Larses indkørsel og sparede ham for 1 times arbejde. Det var da service!